Hvornår fik du først den overvejelse?
– Det kan jeg ikke sige. Det starter som et frø og vokser sig til noget større, men tidsforløbet kan jeg ikke sige.
Startede det inden din sygemelding?
– Jeg vil sige det sådan, at da jeg vågnede i morges, var jeg lige kort i tvivl, om det er den rigtige beslutning. Så det er en rigtig svær beslutning, for jeg kan jo se, at langt det meste af det jeg laver giver rigtig god mening.
Kan man stille det op på en måde og spørge, om det handler om det politiske eller det menneskelige?
– Nej, for mig er det en overvejelse i forhold til mit fremtidige arbejdsliv, og hvad jeg skal bruge min energi på.
Fremtiden er uvis
Hvad fremtiden bringer, ved Jacob Trøst som nævnt endnu ikke, men det virker sikkert, at politik ikke bliver en del af den.
– Jeg vil sige, det er et tilvalg af noget andet. Og for at jeg kan gøre det, er jeg nødt til at gå helt ud af politik. Når jeg går ind i noget, så gør jeg det helhjertet. Det har jeg gjort som borgmester, og det vil jeg også skulle med noget nyt.
Trøst kom fra Holbæk på Sjælland, da han landede første gang på Bornholm, men det er dog ikke planen, at han rykker retur over vandet.