Et større biogasanlæg kan være på vej til Aakirkeby, efter kommunalbestyrelsen på sit seneste møde besluttede at sætte gang i planlægning for udvidelsen, der vil betyde en tredobling af anlæggets areal. Det er dog ikke alle, der er glade ved udsigten til et større anlæg, og derfor ser foreningen Biogas Bornholm nu dagens lys. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Selvom der har været holdt både borgermøde og offentlig høring føler initiativtagerne, at regionskommunen ikke tager deres og mange andres bekymringer alvorligt. De mener heller ikke, at deres indsigelser har bidraget til en dyberegående beslutningsproces.
"Vi har derfor besluttet at gå sammen om at starte foreningen Biogas Bornholm", fortæller de i en pressemeddelelse, der er sendt af Ben Woodhams, som er nabo til biogasanlægget.
Foreningens formål er at samle de borgere, som er imod udvidelsen, at informere bornholmere og andre interesserede om konsekvenserne af en eventuel udvidelse af biogasanlægget samt ved fælles hjælp forsøge at få kommunalpolitikerne i tale og bremse udvidelsen.