Vi giver det et år, tænkte de – men fem år senere er de her stadig

Vi giver det et år i første omgang, tænkte cellisten Anja Lillemæhlum og hendes mand, da de flyttede til Bornholm. Det er fem år siden nu, og parret bor her stadig. På søndag lægger Aa Kirke i Aakirkeby rum til uropførelsen af hendes nye værk, som hun opfører sammen med den ukrainsk-fødte pianist Tanja Zapolski.

Hvordan kom du og din familie til Bornholm?

– Vi kom oprindeligt hertil, fordi vi gerne ville være med til at starte frikirken Rønne Vineyard. Det handlede også om at komme ud af byen, tættere på naturen og komme på nye eventyr.

– Det var egentlig en ret hurtig beslutning. Vi var ret hurtigt enige om, at det kunne være spændende, også fordi vi kunne flytte til Bornholm sammen med nogle andre. Men det tog vel et par måneder, før vi sagde vores lejlighed i København op og tog springet.

Hvad kendte du til Bornholm, før du flyttede herover?

– Jeg kendte primært Bornholm som en meget smuk, naturstærk ferieø, hvor jeg havde været som barn, på den klassiske skoletur og senere på cykelferie.

– Men min mormor er født på Bornholm, så der har altid været megen kærlighed til Bornholm i familien, og flere i familien kan også slå over i bornholmsk. Så Bornholm har altid været en del af mine ældre familiemedlemmers historie.

Hvordan gik det til, at du begyndte at spille cello?

– Da jeg startede, var jeg så lille, at jeg ikke kan huske det. Jeg var kun fem år, da jeg begyndte. Men jeg er blevet fortalt, at mine forældre havde været til åbent hus på musikskolen, og at jeg kunne vælge mellem at lære at spille cello, obo og klaver.

– Mine forældre fortæller så også, at jeg lyste op, når jeg spillede på celloen, og jeg syntes også, at læreren var sød. Og så stoppede jeg bare aldrig.

Anja Lillemæhlum

36 år.

Professionel cellist og underviser ved Bornholms Kulturskole.

Uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.

Gift med Dominik, mor til Josef på 5 og Pascal på 2 år.

Bor i Hasle.

Hvad er historien om det nye stykke musik, som du har skrevet, og som bliver uropført på søndag i Aakirkeby?

– Det startede med, at jeg ville lave en ny version af et tidligere værk, "Silent Voice", der handler om at give den stille røst en stærkere røst.

– Da jeg var i gang med at skrive det værk om, kunne jeg se, at jeg måtte skrive et større værk. "Silent Voice" er inspirereret af Saligprisningerne fra Matthæus-evangeliet, og inspireret af dem har jeg så tilføjet to satser mere, der er dedikeret til pianisten Tanja Zapolski, som jeg uropfører værket sammen med.

– Det er musik til trøst for den sørgende og musik til at indånde den trøst, som Gud giver i de tider, hvor ånden føles fattig. Det er et lidt melankolsk, men samtidig håbefuldt tema.

Du har komponeret værket her på Bornholm. Er Bornholm til stede i musikken og i så fald hvordan?

– Det tror jeg, at især den bornholmske natur er, for den er blevet en del af mig. Omgivelserne er altid en del af et værk, men det er ikke noget, som jeg har tænkt bevidst på. Men det lyriske og enkle i værket kan godt siges også at være inspireret af Bornholm.

Hvor lang tid tog det dig at komponere stykket?

– Det har været i støbeskeen et stykke tid. Man har nogle skitser, som man arbejder på, når man sidder ved klaveret. Det tog så fart i december, hvor jeg besluttede at koge ideerne ned. Så det er nogle måneder, og så er det nogle dage intensivt, hvor man prøver at færdiggøre nogle ideer.

Er du og din familie kommet til Bornholm for at blive?

– Ja, det tror jeg, at jeg må sige. Vi rejste herover og tænkte, at nu tager vi et års tid og ser, hvordan vi falder til. Og vi er faldet utrolig godt til og er også snart ved at være der, hvor børnene skal starte i skole.