Politichefen har et hemmeligt talent

Dannie Rise er chefpolitiinspektør på Bornholm, men det er nok de færreste der ved, at den 54-årige myndighedsperson har spillet musik siden han var dreng.

Hvorfor kom du på Sankt Annæ? Det er jo landets musikalske vugge, både i folkeskolen og gymnasiet, men det er lidt langt fra Østerbro?

– Det var min far, der fik øje på Sankt Annæ. Han var derude og høre en koncert, og så kom han hjem og sagde, du skal på Sankt Annæ. Og så var der en plads ledig. Jeg gik i 4. klasse og fordi man normalt starter i 3. klasse, var jeg lidt bagefter i forhold til de andre. Men det gik fint, og jeg fik hurtigt indhentet de andre i musikundervisningen.

Du sang sågar i drengekor?

– Jeg har stået i matrostøj og sunget Bachs Juleoratorie og Påskevesper. Det er en fantastisk skoling, man får. Og så får man jo et kæmpe netværk af folk, som jeg stadigvæk ser og spiller med i dag.

Du tog den klassiske vej?

– Ja. Mit første instrument var blokfløjte. Så blev det til violin efter Suzuki-metoden og siden klaver. På et tidspunkt var der ikke så mange bassister, og så tænkte jeg, hvis jeg nu begynder at spille bas, så kan jeg komme til at spille meget mere, fordi alle de andre er guitarister og pianister. Og så blev jeg faktisk superglad for det. Jeg synes, det er et fantastisk instrument.

Hvorfor valgte du at blive politimand i stedet for musiker?

– Jeg har tit tænkt tilbage på, om jeg skulle have kastet mig ud i den levevej. Men jeg vil hellere være en glad amatørmusiker end en trist professionel. Ikke at alle professionelle er triste, langt fra, men der hviler et pres på dem.

Hvad er forskellen på at leve og arbejde i København, og leve og arbejde på Bornholm?

– Det er nærheden. Når man kommer til et lille samfund som det her bliver man taget utrolig godt imod, og føler sig ret hurtigt som en del af fællesskabet.

Både som politimand og som musiker.

Hvordan fik du at sneget dig ind i det berømte Proviantorkester?

- Det er egentlig en meget sjov historie. Nogle af mine første bekendtskaber på Bornholm vidste at jeg spillede jazz. De sagde, jeg skulle prøve at køre på Provianten i Gudhjem, der er jazz hver søndag. Og så kom jeg herned, og så var de ved at pakke ud, og jeg sad og kiggede lidt, og så siger jeg, hvad mangler I ikke en bassist? Jo, det gjorde de. Spiller du? Ja, det gør jeg. Vil du være med? Hellere end gerne. Næste søndag havde jeg min bas med og nu er jeg blevet hængende.

Er du født i et hjem med klaver?

– Nej, men det blev til et hjem med klaver. Min far havde og har en kæmpestor kærlighed til musik, og han ville utrolig gerne spille selv. Han spillede tværfløjte da jeg voksede op, nu spiller han trompet og lidt bas. Men for ham har det handlet om at give det videre til sine børn, ligesom jeg selv har gjort med min egen datter, fordi jeg har jo fundet den der glæde ved musikken. Da hun var syv-otte år sendte jeg hende i en musikgarde og sagde, 'du skal lære at spille noget'.

Men når jeg sad der, specielt da jeg spillede klaver og sad og øvede Czernys Etuder – det synes jeg ikke var sjovt. Nogle gange var jeg faktisk også ked af det. Måske kom der også en lille tåre.

Men du havde jo talent?

– Ja. En dag sagde min far: 'Det kan godt være, du hader mig for det nu, men du vil takke mig for det senere'. Det kunne man ikke rigtig forstå, når man var syv-otte år. Og jeg tror, min datter havde det på samme måde, da jeg sagde, at hun skulle lære at spille trompet og få en musikalsk grunduddannelse Nu er hun 23, og her for nylig tog hun sin trompet frem igen, efter at den havde ligget under sengen i mange år. Hun læser på KUA, og nu er hun kommet med i deres Big Band. Da hun havde været til den første prøve ringede hun og sagde: 'Far, det var simpelthen så fedt. Jeg er helt høj'. Det er jo det, musikken kan.

Man starter med at sidde alene og terpe. Hvad sker der så, når man spiller sammen med andre?

– Det er faktisk ret svært at forklare. Der er sikkert nogen, der kan komme med alle mulige medicinske forklaringer på endorfiner, der bliver frigivet, og så videre. Men det der med, at det lige pludselig går op i en højere enhed, hvor man bare kigger på hinanden, og alle har den samme følelse. Den der lykkefølelse er simpelthen ubeskrivelig. Der er nogle regler i musik, og hvis man bare nogenlunde følger dem, så starter og slutter man som regel det samme sted. Og hvad der sker ind imellem, det er vel det, man kalder kunst.

Har du nogensinde haft nogle sjove oplevelser herovre med at folk pludselig genkender dig?

– Ja, jeg har jo også spillet nede på Depotet og til forskellige fødselsdage og sådan noget herovre. Men det er ikke så meget det, at folk genkender mig. Man får en masse musikalske venner gennem musikken. Og det er jo bare ren flødeskum på lagkagen. Jeg synes, jeg er verdens mest privilegerede politimand her på Bornholm.

Dannie Rise

Alder: 54 år

Bopæl: Rønne

Civilstand: Single

Uddannelse: Politibetjent, master i public governance fra CBS

Fritidsinteresser: Jeg har sejlet i mange år. Så jeg har også set Bornholm fra søsiden

Søndagsjazz på Provianten. Dannie Rise på bas og Olav Harsløf på klarinet. Foto: Anette Vestergaard