Mads hjælper unge musikere frem på scenen

Mads hjælper unge musikere frem på scenen
Privatfoto
DAGENS NAVN | Torsdag 18. januar 2024 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | Torsdag 18. januar 2024 • 05:30

Foreningen Tunes of Tomorrow har fokus på vækstlaget i bornholmsk musik. Sidst på måneden arrangerer den en workshop for lokale unge musikere i Svaneke. Mads Hasle Laursen har været med til at stifte foreningen.

Hvad er Tunes of Tomorrow?

– Tunes of Tomorrow er en forening, som giver unge lokale og nationale kunstnere en mulighed for at komme ud at spille. Derudover har vi fokus på at finde nye og interessante koncertsteder, som for eksempel når vi samarbejder med cafeen Haven i Nexø om at holde koncerter. Lige nu er det bestyrelsen og en gruppe af vores kernefrivillige, som løfter foreningens arbejde. For at holde fast i at det skal være unge, som laver koncerter, der er relevante for unge, er en del af ambitionen, at vi tager den næste generation med ind i alt det arbejde, der er bagved scenen, for at vi kan træde ud af planlægning og drift, inden vi bliver 35 år – for at fastholde, at foreningen er relevant for unge.

Hvorfor har I stiftet foreningen?

– Tunes of Tomorrow blev stiftet i foråret 2023 af en gruppe, som havde et ønske om, at der blev ved med at være relevante vækstlagskoncerter på Bornholm.

Hvordan har I lært hinanden at kende?

– Vi kender hinanden gennem at være engageret i øens frivillige kulturliv, primært i Musikhuzet. At vi er venner, før vi skabte foreningen, gør, at vi også har andet end foreningen, der binder os sammen. Det er vigtigt, fordi det så ikke føles så meget som en pligt at lave arbejdet, men det er noget, man laver sammen med folk, man rigtigt godt kan lide at bruge tid sammen med.

Hvorfor er det vigtigt at gøre noget for lokale unge musikere?

– At arbejde med vækstlaget i musiklivet er vigtigt, fordi det er dem, som skal løfte musikken videre, og vi skal se på scenerne i fremtiden. Hvis ikke vi gør noget for vækstlaget, så er der meget mindre musik at kunne opleve i fremtiden. Vi er en forening, som er så privilegeret at have samarbejdspartnere og fonde, som giver os de økonomiske rammer her i opstartsfasen. Det gør, at vi ikke nødvendigvis skal lave et overskud, at vi kan tage chancer og tør give kunstnere sceneplads, som ikke nødvendigvis ville have fået det ellers. Det er også en vigtig del af det at arbejde med vækstlaget, at der ikke nødvendigvis er en kommerciel interesse i koncerten. Det gør, at det ikke er så vigtigt, om det er en kunstner, som sælger mange billetter, men det vigtige er indholdet af det, de leverer på scenen.

Hvorfor laver I workshoppen i Svaneke?

– Valget er faldet på Svanekegaarden, fordi de tilbyder rammer, som indbyder til fordybelse og en kreativ proces. Derudover så er det nogle helt andre rammer, end deltagerne normalt er i, og dermed giver det også en anden dynamik. Formålet med bootcampen er at give unge lokale artister en mulighed for at udvikle sig som kunstnere. Det gør vi i samarbejde med kunstner Peter Bigaard (Pede B) og producer Esben Thornhal (Esben Es), som deler ud af deres erfaring i skriveprocesser og produktion, som er indsamlet i løbet af omkring 20 år som aktive aktører.

– Derudover samarbejder vi med lokale Ann-Sofie Rokbøl, som arbejder med branding af kunstnere, og hvordan man selv skaber et brand. Så formålet er, at vi inviterer relevante og kompetente mennesker til at komme og dele ud af deres erfaring og være med til at vækste de lokale kunstnere og lære dem at navigere i, hvordan man bliver en professionel kunstner.

Hvad planlægger I ellers at gøre for vækstlaget i bornholmsk musik?

– Vi vil fortsætte med at arrangere koncerter, både for os selv og med forskellige samarbejdspartnere, med henblik på at give sceneplads til unge kunstnere. Derudover har vi en ambition om at kunne lave projekter, som har fokus på at styrke kunstnere og give dem værktøjer til, hvordan man står på en scene, og hvordan man skaber en sund balance mellem det at være kunstner og privatliv.

Hvad er dit eget forhold til musik?

– Selvom jeg ikke er vokset op i et hjem med klaver, har musik altid fyldt meget i mit liv. Jeg er fra barnsben blevet præsenteret for meget forskellig musik. Da jeg begyndte i skole, startede jeg med at komme på den lokale musikskole. Senere begyndte jeg at interessere mig mere for at lytte end at spille musik. Fordi jeg lyttede til meget musik, begyndte jeg at gå til mange koncerter med både store og små kunstnere og engagere mig i kultur og spillesteder.

Hvad laver du, når du ikke er engageret i Tunes of Tomorrow?

– Til hverdag er jeg pædagog på et bosted i Nexø. Min fritid bruges på at være aktiv og opleve vores skønne bornholmske natur.

Mads Hasle Laursen

32 år

I et forhold

Oprindeligt fra Tårnby , bor i dag i Rønne

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT