Det var Arne Hansen, daværende borgmester i Rønne, der i meget direkte vendinger fik overtalt Kirsten Wendell til at gå ind i politik.
– Han sagde: Kirsten, jeg synes du skal stille op til kommunalbestyrelsen, og jeg synes, du skal bruge dine kræfter i Socialdemokratiet.
Kirsten Wendell tog udfordringen op og kom ind, da Thomas Thors overtog Arne Hansens plads i Rønne Kommune og så igen i regionskommunen fra 2013. Kirsten Wendell havde socialpolitik og især udsatte børn som sin vigtigste mærkesag. Da hun forlod kommunalbestyrelsen i 2021, var det med ordene: Nu kommer det hele til at køre på skinner.
Den udtalelse kom dog ikke til at holde stik, siger Kirsten Wendell, der er noget chokeret over udviklingen i bornholmsk politik, siden Jacob Trøst tog over som borgmester.
– Jeg er dybt forfærdet over det, der sker. Man genåbner et budget, hvilket er fuldstændig uhørt, lænser kommunekassen for 100 millioner det ene år, og så 100 millioner igen året efter, samtidig med at man sparer på de allermest udsatte. Det rammer hele vores børneområde, herunder de anbragte børn. Nu vil man også spare på sundhedsplejerskerne, som er de eneste, der kommer ud til alle familier.