Nu er familien blevet samlet i københavnsområdet, og familien er også blevet udvidet:
– Jeg sagde til kirkebetjeningen, at jeg er blevet forfremmet. Så blev jeg spurgt, om jeg var blevet provst eller biskop. Nej, jeg er blevet morfar, fortæller Jens Kaltoft.
Jens Kaltoft siger, at han befinder sig godt i jobbet som sognepræst i Herlev – en bydel i Storkøbenhavn. Selv om der bor en del flere mennesker i området, kan kirkegangen ikke måle sig med den i Knudsker, konstaterer han.
– En anden forskel er, at hvor der i Sct. Knuds Kirke kommer folk i alle aldre, består menigheden i Herlev primært af ældre, siger Jens Kaltoft.
Jens Kaltoft var tillidsmand for de bornholmske præster, og han er fortsat med fagforeningsarbejde i præsteforeningen, hvor han nu er tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant for præsterne i Gladsaxe-Herlev Provsti.