– Heldigvis er jeg ikke alene om arbejdet i lærerforeningen. Jeg har resten af min kredsstyrelse og nogle dygtige tillidsrepræsentanter, som jeg sparrer med, og som løfter en stor del af de opgaver, der er. Vi arbejder for, at vores medlemmer har gode arbejdsvilkår. Vi skal have tid til at forberede os, efteruddanne os og samarbejde med kollegaer, elever, forældre, ledelsen og alle andre, der har betydning for, at vores elever får den bedst mulige skolegang. Desuden har vi et godt samarbejde med skolelederne, Center for Skole, de øvrige fagforeninger og politikerne. Jeg tror på, at samarbejde er vejen frem, hvis vi virkelig vil rykke noget.
Hvordan er det at skulle kombinere lærergerningen med dit fagpolitiske arbejde?
– Jeg har altid været typen, der blandede mig og havde en mening. Jeg blev valgt som tillidsrepræsentant for 10 år siden og fandt min rette hylde i det fagpolitiske. Jeg mener, at folkeskolen er en af samfundets vigtigste dannelsesinstitutioner om ikke den vigtigste. Folkeskolen skal ikke bare lære børn at læse, skrive og regne, de skal også trives, udvikle sig og kunne begå sig i den verden, de bliver kastet ud i efter folkeskolen.
Hvad laver du, når du har fri?
– I min fritid går jeg ture rundt om på vores smukke ø gerne med en lydbog i ørerne, og så bruger jeg meget tid på min hest, som jeg kalder Terapeuten, ikke kun fordi, den holder mig i form, men også fordi, jeg bliver glad af at være sammen med den.