Han lærte noget om livet på Nørrekås

Finn Mortensen var tidligt ude for at tjene lommepenge ved at gå med mælk og samle jern.

Flemming Kure Mortensen skriver mindeord om Finn Ove Kure Mortensen, der døde den 15. juli, 79 år:

Det er mærkeligt for mig at stå her i dag, og skulle tage endelig afsked med Finn.

Men som en romersk senator for mange hundrede år siden engang sagde "her står jeg, jeg kan ikke andet.".

Sådan er det også for mig nu.

Finns sygdom har efterhånden varet i 14 måneder, og budt på både opture og nedture, og her den sidste tid desværre mest nedture, og vi blev desværre nødt til endeligt at sige farvel til Finn den 15. juli.

Vi blev begge født i St. Søstræde 9 på Nørrekås, og Finn kom til verden den 13. januar 1945, lige ved afslutningen af 2. Verdenskrig.

Jeg har fået fortalt, at da han var omkring seks-otte måneder måtte jeg brokopereres fordi jeg hele tiden slæbte rundt på ham, og det udløste et brok.

Vi blev opdraget i skyggen af krigen, men vi havde på trods af det efter min mening alligevel en rigtig god barndom på Nørrekås, for det var dernede sammen med de andre 45-50 børn, at vi lærte noget om livet, og begå os mellem mange andre. Der fandtes ikke biltelefoner eller IPad, YouTube TikTok og hvad alle sociale kanaler hedder, vi måtte selv finde på noget at lave og lege med, og opfindsomheden var stor, det vil tage alt for lang tid at fortælle om alle de ting og lege vi deltog i.

Den ideelle børnehave

Selv mener jeg, at vi blev formet af den opvækst vi fik dernede, i højere grad end den vi fik hjemmefra. Nu senere har jeg indset, og det står for min egen regning, at Nørrekås faktisk var den ideelle børnehave på mange områder, den gav og lærte os alt.

Vi havde tidligt lært at man skulle passe sine ting, og gøre det man havde lovet, så vi lærte tidligt at skulle arbejde for at få eller opnå noget, man gerne ville have.

Allerede som seks-syv årige travede vi hver morgen fra Nørrekås til mejeriet Godthåb, og vi kørte med mælkevognen rundt i byen for at tjene lidt lommepenge. Det kunne vi lige nå, inden vi skulle møde på Vestre skole klokken 12.

Finn var lidt mørkebange, og der var dengang dårlig gasbelysning i gaderne, så for sine første drikkepenge købte han en NEFA cykellygte, tændte den og holdt den lige foran sig, når vi gik til mejeriet om morgenen.

Vi samlede også gammelt jern på "møjan" bag Lodshuset, som vi solgte til 1129, for at skaffe lidt penge til en biografbillet. Vi kørte også gennem flere år med aviser og ugeblade, og havde også flere forskellige andre budpladser som svajere.

Finn deltog i sin ungdom også i forskelligt socialt arbejde og var i en periode leder og underviser for sejlklubbens ungdomsafdeling, og han har fortalt, at han har lært Mads Kofod, som senere blev direktør på Bornholmstrafikken, at sejle optimistjoller. Om det var den undervisning, der bragte Mads videre til at blive direktør, ved jeg ikke med sikkerhed, men måske havde Finn en finger med i spillet.

Man løb ikke af pladsen

Ved 15-årsalderen stak jeg til søs. Finn gik i lære som elektriker, og når jeg var hjemme, fortalte han om ophængning af guirlander og andre elektrikeropgaver, og jeg fortalte om livet til søs med oplevelser fra fremmede eksotiske lande. Jeg er ikke sikker på, at vi altid helt forstod hinanden.

Vores voksne interesser var heller ikke altid sammenfaldende.

Vi var lidt fra hinanden på nogle punkter, men vi kunne alligevel udveksle synspunkter og arbejde sammen uden at blive uvenner.

Vi nåede da i fællesskab at bygge vores to huse fra bunden af i Arnager, og i Rønne byggede vi en stor garage til ham, så vi kunne sagtens arbejde sammen.

Trofastheden overfor det man havde lovet, og det man skulle yde for at forsørge en familie på fem personer, ledte blandt andet til, at Finn arbejdede i mindst 40 år på slagteriet, hvor han var en skattet medarbejder og til sidst endte som værkfører. Jo, man løb ikke sådan af pladsen. Finn kendte hver en krog derude og var den, der kunne holde hele maskineriet i gang.

Da Finn var blevet værkfører, og jeg var blevet formand for murernes fagforening, opstod der små divergenser i vores samtaler, fordi Finns synspunkter trak i retning af arbejdsgivernes retning, og mine selvfølgelig i lønmodtagernes retning, så fik vi mange lange diskussioner, men de blev altid afsluttet ordentligt.

En stor støtte

De seneste syv år har Finn været sammen med Else, og hun har været en utrolig stor støtte for Finn i hverdagen, hvor de stort set har været fælles om alt. Det har været tydeligt for os, at de begge trivedes i hinandens selskab, men især under hans sygdom har Else ikke veget fra hans side.

Tusind tak, Else, for det du har været for Finn, og tak også til hele din familie, som har taget Finn med ind i familien, og som har besøgt ham og været bekymret for ham under hans sygdom.

Jeg tror ikke, at Finn var religiøs, men han tog alligevel imod tilbuddet om, at han og jeg sammen med min hustru Kirsten bad en bøn for ham på hospitalet, som blev afsluttet med et tak fra Finn, så måske alligevel?

Mit højeste ønske

I Rønne Sejlklub var jeg forgast på en sejlbåd der hed Quo Vadis.

Det er latin og betyder Hvor går du hen.

Så lige nu tænker jeg Quo Vadis. Hvor går du hen?

Hvor Finn er gået hen nu, ved vi ikke, men jeg foretrækker at tro på, at nogle ord fra Bibelen, nemlig fra salme 23, er det der sker for ham lige nu, det er i hvert fald mit højeste ønske. Det lyder sådan her:

Herren er min hyrde, han sørger altid for mig. Han leder mig til grønne enge og fører mig til det friske vand. Han redder mig, hvis jeg går forkert, og leder mig ind på rette vej, for han er en god og trofast Gud.

Skal jeg end vandre gennem dødsskyggens dal, har jeg dog intet at frygte, for du går ved min side, din kæp og din stav beskytter mig. Du dækker bord for mig for øjnene af mine fjender. Du gør mig til æresgæst og fylder mit bæger til randen. Din godhed og trofaste nåde følger mig livet igennem, og jeg får lov at bo i dit hus, så længe jeg lever.

Ære være Finns minde iblandt os, du er og var elsket og allerede meget savnet, du vil blive husket, og mindet om dig vil for altid være gemt i vores hjerter.

Sov godt lillebror Finn.