– Lige nu skal jeg reparere noget fuge, som er faldet ud, og så har jeg også lavet nogle ramper til skraldemændene, så der ikke er trin, de kan falde over. Dem har jeg lavet et par stykker af. Det kan jo være, at der lige pludselig kommer mange flere, der skal laves. Så tager vi det med.
Hvorfor er du lige blevet altmuligmand?
– Det er faktisk en lang historie. Det er mange år siden, jeg fik jobbet. Jeg var egentlig startet på landet som landbrugselev, men så efter en halv uddannelse stod det klart, at det gik ned ad bakke med det erhverv. Der var færre penge i det, og så stoppede jeg. Så jeg mangler jo egentlig stadig en halv uddannelse, kan man sige.
– Men så arbejdede min storebror sammen med en oppe på granitværket, som havde en svoger, der arbejdede hos Totalbyg, og så manglede de en mand. Så jeg var første gang her i firmaet i 1990, hvor vi lavede Bagergården i Aakirkeby. Men så havde de ikke mere til mig.
– Så blev jeg arbejdsmand hos amtet, men her var det sådan, at man skulle ind på kommunen og krydse hele vinterhalvåret. Det betød, at man arbejdede i sommerhalvåret, og så fik man dagpenge i vinterhalvåret. Men når man arbejdede, så fik man 100 kroner mere om måneden, end man fik, når man krydsede. Så jeg ville hellere finde noget andet at lave. Så kendte jeg nogen, der kendte nogen, og så fik jeg arbejde på granitværket.