Ideen til fodboldgolfbanen fik Finn Ipsen, da et lignende projekt i nærheden, i Egeby, ikke blev til noget. Kirsten og Finn Ipsen overtog ideen, og det var planen, at det skulle være et pensionisthyggeprojekt, som de kunne være fælles om. Men så døde Kirsten Ipsen pludselig for 10 år siden, og siden har Finn Ipsen været alene på Dalshøj og alene om at passe ejendom og fodboldgolfbane.
Har åbent hver dag
Fodboldgolf Bornholm åbner palmesøndag (i år var det den 10. april), og så er der åbent til den 1. november. Hver eneste dag, vel at mærke, selv om Finn Ipsen siger, at en stor del af konceptet bygger på selvbetjening.
– Det er så billigt, at jeg ser nogle turister her måske tre-fire gange på 14 dage. Vi har i det hele taget mange gengangere. Jeg går i de her dage og venter på et par tyske familier, som er kommet her fast igennem de seneste 10-15 år, også dengang vi havde åbent landbrug.
Mange bornholmere er også flittige gæster, og mange firmature, polterabender med videre lægger vejen forbi.