Et terningekast gjorde udslaget: Derfor blev Ebbe jurist

Søndag den 13. oktober bliver boligselskabsdirektør Ebbe Frank 60 år.

Hvor kommer du fra?

– De første år boede vi i Rønne, i et hus, der var kendt uegnet til menneskebolig. Rigtigt slum. Min mor var lige fyldt 18, da hun fik mig. Hun var ung pige i den frugt- og grøntforhandler, der lå lige ved siden af den urmager, hvor min far var svend. Sådan mødte de hinanden. Og fordi mine forældre var så unge, var jeg meget af tiden hos min mormor og morfar i Hasle. Det var fantastisk at komme der, jeg gik i kartoffelmarken og lavede snobrød i skoven. Men det var primitivt. De havde lokum i gården, og toiletspanden blev tømt i møddingen. Da jeg var fire, byggede mine forældre et hus i Asa-kvarteret.

Hvordan var det at komme i skole?

– Jeg er ordblind og kæmpede i mange år. Jeg kunne ikke alfabetet før i 7. klasse. Men på et tidspunkt fik jeg knækket koden og lærte mig selv at genkende ord. Så jeg tog en EFG-uddannelse i handel- og kontor, og fandt ud af, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Senere tog jeg en HF, og så vaklede jeg lidt mellem arkitekt og bygningsingeniør, men valgte at satse på bygningsingeniør. For at stille mig selv bedre gik jeg i lære som tagdækker på Sjælland. Stod op klokken fire om morgenen, og slæbte ruller med tagpap op og ned ad stigerne. Når jeg kom hjem om eftermiddagen, gik jeg direkte i seng. Det var en god motivation for at begynde at læse.

Så du blev bygningsingeniør?

– Nej, for jeg kom for sent til optagelsen på teknikum det år, og skulle så vente et helt år mere. Så jeg fandt ud af, at det skulle være noget andet. Det skulle gerne være noget samfundsvidenskabeligt og noget med tal, så jeg havde valget mellem jura og økonomi. Og så slog jeg terning. Det blev jura, hvor 90 procent af eleverne på årgangen havde en far eller en mor, der var jurist. Det havde jeg ikke, men jeg havde set Advokaterne i tv, og jeg ville være advokat.

Blev du så det?

– Nej for jeg fandt ud af undervejs, at jeg hellere ville løse problemerne på forhånd, end komme ind, når folk var havnet i konflikten. Så jeg tog speciale i lejeret, skatteret og selskabsret.

Hvornår var du færdig som jurist?

– Det var jeg i 1990, og på det tidspunkt var jeg havnet i hænderne på en bolighaj på Nørrebro, og blev derfor involveret i Lejernes Landsorganisation. Efterfølgende fik jeg arbejde i LLO med speciale i ejendomssager.

Hvornår kom du tilbage til Bornholm?

– Det gjorde jeg i 2000. På det tidspunkt havde jeg mødt Bitten, og vi havde fået to piger, som var henholdsvis et og fem år. Da den ældste nærmede sig skolealderen, blev vi enige om, at huspriserne var for høje i København og flyttede hjem.

Hvordan har udviklingen været på boligmarkedet på Bornholm i de snart 25 år, du har været direktør i BO42?

– Det mest bemærkelsesværdige er, at BO42 ikke har opført nye familieboliger siden 1995. Nu er det aktuelt igen, enten på DGI-stadion eller Rønne Syd. Ellers har fokus ligget på renoveringer. Vi har 1.200 boliger, og mit mantra er, at de ikke må ryge nederst i bolighierarkiet. Da jeg blev direktør i 2000, var vi 47.000 mennesker på Bornholm, nu er vi nede på 39.300. Det gør situationen lidt vanskelig, for hvis vi bygger nyt, skal vi samtidig kunne leje det gamle ud.

Hvorfor er du så glad for dit job?

– Jeg var en af de yngste, da jeg blev ansat, nu er jeg en af de ældste. Vi er 17 ansatte, og jeg har gennem årene haft mulighed at sætte mit eget hold, og det fungerer bare. Det kan godt være, at jeg har haft interessen for bygninger og for jura og for økonomien, men det er menneskene, jeg brænder for. Det er livet mellem husene, det er beboerdemokratiet, det er den skiftende hverdag. Jeg kan have en plan om, at nu skal jeg nå det og det, men så sker der altid et eller andet ude i området. Det er med til at gøre det her til verdens bedste job.

BO42 er et alment boligselskab. Hvordan er samarbejdet med beboerne?

– Det kan godt være, at der ind imellem er nogle lejere, der er skideirriterende, men hvis 85 procent giver en fornyet energi, og man har nået et tidspunkt i livet, hvor man har mange års erfaringer, så har man et perspektiv til de dage, hvor man har en udfordrende samtale. Det løser sig. Der er altid en mulighed.

Hvad er det, Bornholm kan?

– Det, der binder os sammen, det er vores værdier i det at være tæt. Og det er vi generelt på Bornholm ekstremt gode til. De håndværkere vi har, skal vi også arbejde sammen med næste gang, vi har et projekt. Når vi går ud og køber ind efter arbejde, så skal vi være klar til, at der står en lejer og prikker dig på skulderen. Lejerne giver dig det menneskelige og det holdningsmæssige element. Det er win-win. Der er synergi hele vejen rundt.

Alder: 60

Bopæl: Rønne

Uddannelse: Jurist

Civilstand: Gift med Bitten, to børn