Efter årene på Bornholm flyttede Heather Spears til hovedstaden for at udvikle sit talent som tegner. Et af hendes specialer blev at tegne babyer og for tidligt fødte børn på Rigshospitalet, et udvalg af disse tegninger er samlet i bogen "Drawings from the Newborn: Poems and Drawings of Infants in Crisis".
Når Heather Spears udgav nye digtsamlinger, blev hun ofte inviteret til Canada for at deltage i litterære festivaler. Mens hun lyttede til andre oplæsere tegnede hun portrætter af digterne, hendes tegninger blev værdsat og brugt i bøger og antologier. Også i København deltog Heather Spears ofte i litterære arrangementer for at tegne, diskret placerede hun sig tæt ved scenen, hvor man kunne se hende arbejde koncentreret. Hendes fine portrætter af danske digtere har flere gange været udstillet i biblioteker og gallerier.
Underspillet humor
Heather Spears skrev på engelsk, og som digter var hun stort set ukendt i Danmark, da Det Poetiske Bureaus Forlag udgav "Jeg kan stadig tegne", et udvalg af hendes poesi i dansk oversættelse. Som lyriker har hun blik for livets realiteter og en særlig evne til at skildre konkrete ting og faktiske forhold, ofte med en underspillet humor.
University of British Columbia i Vancouver har oprettet et arkiv for Heather Spears værker. Hendes genuine personlighed og varme væsen er vandmærket i det værk, hun efterlader sig. Hendes fire børn har hver arvet dele af talentet, billedkunsten forvaltes i næste generation af hendes søn, maleren Daniel Goldenberg.