– Nej, jeg er fuldstændig selvlært i alting. Senere arbejdede jeg på et lille spillested i København, der hed Stengade 30, som findes endnu. Det var her, hele den nye danske reggae-bølge med Natasja startede. Da min søn var to år, gik hans mor og jeg fra hinanden, og så kunne jeg ikke længere arbejde i nattelivet, så lavede jeg et radikalt karriereskift og kom op i Dansk Røde Kors i Sandholmlejren og var deroppe i syv år, men da jeg ikke kunne det mere, for det bliver man slidt af, så fik jeg arbejde via en kammerat og begyndte at caste statister til blandt andet Hella Joofs film Fidibus og Erik Clausens Ledsaget udgang, og derfra røg jeg ud til TV3 Sporten.
Hvorfor Bornholm?
– Vi sad derhjemme med følelsen af at være de her ægte ærkekøbenhavnere, der boede i en fed lejlighed på det indre Nørrebro, 200 meter fra Sankt Hans Torv, hvor alle gerne ville bo, og vi har gennem hele vores ungdom været sådan nogle rock'n'roll-typer, der har gået til koncerter og brugt kulturlivet, og det lå jo i vores selvforståelse, at vi stadig var sådan nogle. Men vi var også begge blevet 50 år gamle, og når vi kiggede os selv i kortene, kunne vi jo godt se, at vi boede 50 meter fra Empire Bio og gik til koncerter to gange om året, og så rystede vi posen lidt og sagde, hvis vi skal noget helt andet, hvad skulle det så være.
Og nu bor du og din kone i Nexø. Hvorfor lige her?
– Min svigermor er flyttet til Nexø for fire-fem år siden. Jeg havde aldrig været i Nexø før, men vi forelskede os i den her lille by, den ligger skønt. Smukt område ude omkring, og så er det en helårs by, den folder ikke helt sammen om vinteren. Vi fandt et dejligt hus til pre-corona-priser med lav rente. Og vi blev enige om at give det to år, og det er til februar, og vi bliver her. Vi elsker at være her.