Selvom risikoen for havmiljøhændelser ifølge vicepolitiinspektøren ikke er steget, er der er dog en risiko for, at en hændelse som den, der bliver simuleret i dag, finder sted i danske farvande - specielt omkring Bornholm.
– Det er der også en historik, der siger. Vi har haft en masse kollisioner og haft grundstødninger med større skibe. Senest skibet Fu Shan Hai, som virkelig gav en miljøkatastrofe med forurening på den bornholmske kyst - men også på Christiansø, fortæller Hans-Henrik Dam.
– Derfor er det meget vigtigt for os, at vi træner samarbejdet med specifikt Søværnet. For det er skruet sammen på den måde, at alt der foregår til søs er Søværnets ansvar. Det er dem, der skal koordinere indsatsen til søs. Politiet gør det på land. Det er vigtigt, vi kan tale sammen på vores radiosystem. At man ved, hvilken radiokanal, man skal på. Det er meget basalt men ikke desto mindre supervigtigt, tilføjer vicepolitiinspektøren.
Statusmøderne, som det der finder sted lige nu, kan finde sted med forskellige intervaller alt efter behovet for at mødes og koordinere. Nogle gange er det hver halve time, andre gange er det en gang i timen.
Mellem møderne har myndighedernes ledende repræsentanter i kommandostationen løbende radiokontakt med deres respektive medarbejdere i marken for at give dessiner og modtage statusmeldinger.