I den seneste tid har der været talt en del om, at Østersøen har fået tilført mere ilt end i mange år. Det er en af de få gode nyheder, der har været at fortælle om Østersøen, og det finske havforskningsfartøj Aranda har konstateret det samme på sit årlige vinterovervågningstogt. Men togtets resultater er ikke kun positive, og selv hvad angår tilførelsen af ilt, maner finnerne til ro.
Det var i december, en tysk målestation registrerede tilstrømning af vand med markant øgede saltniveauer, og med vandet kom også ilt til Østersøen, hvilket har forbedret iltsituationen i Bornholmsdybet. Men salttilførslen i december var moderat, fortæller Finlands miljøinstitut, og effekterne vil være væsentligt mindre end effekterne af den salttilførsel, der kom i 2014.
Arandas togt foregik i den nordlige del af Østersøen, og undervejs indsamlede havforskningsfartøjet oplysninger om ilt og næringsstoffer, og der blev blandt andet observeret iltproblemer i hovedbassinet og rekordhøje niveauer af opløst kvælstof og fosfat visse steder.
Skibet registrerede også skadelige kemikalier og undervandsstøj. Ifølge overvågningen er lavfrekvent støj steget i den del af Østersøen. Lavfrekvent støj giver stress for blandt andet fisk og muslinger og forstyrrer organismer, der bruger lyd i deres kommunikation og jagt. Hvad angår ??skadelige stoffer, blev der fundet meget lidt olie i overfladen, og på bunden ophobes PFAS-stoffer og miljøgifte i visse områder.