Godt sur over bukkejagt og sikkerhedsforanstaltninger skumlede jeg over, hvad jeg så skulle finde på, når nu jeg havde sat næsen op efter et forord og et stykke kongeligt vildt. Heldigvis faldt der en sjov oplevelse lige ned i skødet på mig. Jeg blev nemlig inviteret med på rågejagt. Eller det hedder det ikke – man regulerer råger.
De fleste har nok været i nærheden af en rågekoloni. Det er et inferno af skrål og lort. De sorte fugle er egentlig fredede, men hvis de er til gene, så kan man få lov at regulere dem. Det er lidt omstændeligt at forklare hvordan man får det, men jeg kan i stedet forklare, hvordan jægerne – for det skal være folk med jagttegn, der ordner den slags uoverenstemmelser mellem natur og menneske – bærer sig ad.
Jeg mødtes med en flok grønklædte mænd, en enkelt datter til en af dem og et par ivrige hunde ved Kannikegård i Aakirkeby. Det var ikke svært at finde ud af, hvor vi skulle hen, for de er ikke diskrete, de råger.
Man må kun skyde ungerne, og for at sikre sig, at de ikke bliver anskudt, så skyder man kun de unger, der endnu ikke kan flyve, men bevæger sig uden for rederne. De skal helst være mindst en halv meter fra reden, så man er sikker på, at døde fugle ikke ligger i rederne og rådner.