Jeg mødtes med en flok grønklædte mænd, en enkelt datter til en af dem og et par ivrige hunde ved Kannikegård i Aakirkeby. Det var ikke svært at finde ud af, hvor vi skulle hen, for de er ikke diskrete, de råger.
Man må kun skyde ungerne, og for at sikre sig, at de ikke bliver anskudt, så skyder man kun de unger, der endnu ikke kan flyve, men bevæger sig uden for rederne. De skal helst være mindst en halv meter fra reden, så man er sikker på, at døde fugle ikke ligger i rederne og rådner.
Hundene var godt kørt op, og da de første skud lød, og fuglene begyndte at dratte ned i skovbunden, kom der fart på menneskets bedste ven. De leverede den ene råge efter den anden.
Jeg var til gengæld fuld af spørgelyst. Det er små kalibrerede rifler – salonrifler, der bliver skudt med. Man skal naturligvis samle de dyr op, man skyder, og man bør jo også bruge byttet til noget. Det er her, jeg kommer på banen og finder en spændende opskrift til jer. Men jægerne har også selv planer med rågerne. De vil nemlig servere dem på Folkemødet. Det er en god idé, for der er ikke så mange mennesker, der ved, at rågeunger er en fortrindelig spise.
Jeg skal indrømme, at jeg havde mine betænkligheder, da jeg stod med de lune fugle og skulle have skåret brysterne af dem. Hånden på hjertet, så så det ikke så lækkert ud med de krageagtige fugle på mit skærebræt. Men da jeg først havde lagt et snit og hevet skindet af, så var det jo pludselig mad, der kom til syne.