I april er vandet klart som vodka – hvis det vel at mærke ikke lige har stormet. Derfor kan man ofte se seks-otte meter ned på bunden, og hvis man er heldig, så kan man i de små pletter med sand, der er spredt mellem klipperne, se et næsten rundt aftryk af en pighvar, der kun lige har øjnene stykket op over sandet.
Her bliver man fristet til at pege harpunen mod den lækre fisk og trykke af. Problemet med det er, at fiskene altid ser større ud under vandet, så man risikerer at få taget livet af en fisk, der skulle have lov til at leve livet og blive større. Et andet og næsten værre problem er, at man kan risikere at skyde forbi.
Heldigvis kan den let øvede undervandsjæger dykke ned til fisken – helst lidt bagfra og nyde godt af fladfiskens manglende evne til at svømme baglæns. Man skal nu være hurtig og gribe fast om hovedet forfra og holde godt fast. Når man kommer op til overfladen, kan man nu se, om fisken skal ende på panden, eller om den skal slippes løs igen.
For folk med mere tålmodighed er der fiskestangen som alternativ, men fanger man noget her, kan man heller ikke være sikker på størrelsen.
Jeg ville gerne have taget nogle billeder af fangsten ved landingen, men selvom vandet er til at være i, så vil man gerne have dragten af, når man kommer op. Så i panikangst for at fryse mere end højst nødvendigt glemte jeg det.