Det er Naviair, der sørger for at lede fly sikkert gennem dansk luftrum, og virksomheden har cirka 600 medarbejdere fordelt i Danmark, Grønland og på Færøerne.
Under normale omstændigheder er kontroltårnet i Bornholms Lufthavn enmandsbetjent, men under Folkemødet er der som minimum to flyveledere på vagt ad gangen, oplyser André Madsen.
I princippet gælder de samme krav til de vagthavende flyveledere på en hektisk dag som på en hverdag med langt mindre trafik: flyvelederne skal være friske og veloplagte, så de kan håndtere den trafik, der kommer, fortæller ATC-manageren.
– Omkring Folkemødet er der dog en del flere fly, og de skal jo alle håndteres sikkert og effektivt. Derfor er det også vigtigt, at vi her er klar og opmærksomme. Dette er også grunden til, at vi er flere på vagt. Derudover så bliver den enkelte flyveleders samarbejdsevne også testet under Folkemødet, da vi som sagt både samarbejder mere i tårnet, hvor vi også bestrider flere opgaver for lufthavnen, men også med vores samarbejdspartnere.
Hvordan får man så mange fly ind og ud af Bornholms Lufthavn med kun én landingsbane?