Birte satte præg på Aarsdale

Birte satte præg på Aarsdale
Birte Kure blev 90 år. Privatfoto
Lørdag 14. juni 2025 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
Lørdag 14. juni 2025 • 19:00

Birte Kure blev kendt som både dagplejemor og kontingentopkræver.

Birte Kure og hendes tvilling vejede kun godt et kilo, da de kom til verden i Svaneke i 1934. Ingen regnede med, at de ville overleve. De blev i første omgang pakket ind i vat og lagt i en skuffe.

Men både Birte Kure og tvillingesøsteren viste sig livskraftige og fik et langt liv. Forleden døde Birte Kure, 90 år gammel.

Da Birte Kure var kommet i den alder, hvor hun skulle finde sig en kæreste, sagde hendes far: "At aarsdalebo og listapysa, skal vi under ingen omstændigheder have ind i vores hus", fortæller Birte Kures tre børn.

Men skæbnen ville, at Birte fandt en aarsdalebo, nemlig Leif Kure. Det samme gjorde tvillingesøsteren og deres lillesøster fandt en listedbo.

Birte og Leif Kure byggede hus i Aarsdale i 1963, og de blev et kendt par i byen. Leif var møbelsnedker og arbejdede på møbelfabrikken i Nexø, mens Birte i mange år var dagplejemor.

Aarsdalehuset

Birte og Leif Kure havde deres gang i Aarsdalehuset, byens medborgerhus i den gamle brugs.

Leif var med til at bygge huset om, mens Birte var kontingentopkræver. Hun gik rundt til alle husstande i Aarsdale og fik 100 kroner i kontingent. Den tjans gav hende et godt kendskab til byens indbyggere, og når nogen havde fødselsdag, gik hun i haven og lagde en lille buket blomster på trappen til fødselaren. "Hilsen fra Birte".

De var ikke rige på penge, men rige på venner. De var et af otte par, som havde holdt sammen fra ungdommen og kaldte sig Bjørnebanden.

"Alt det tossede vi har lavet er det, der har gjort, at vi blev gamle", sagde Birte Kure, der også var aktiv i foreningslivet – i husmoderforeningen, som folkedanser og gymnast.

En stor familie

Leif Kure døde i 2016. Birte havde boet i huset i Aarsdale i 57 år, da hun i 2020 flyttede til en ældrebolig i Svaneke.

Hun tilbragte den sidste tid i en bolig på Plejecenter Nørremøllecentret i Nexø. Her var hun glad for at bo og taknemmelig for medarbejdernes hjælp.

Hun gik lige til det sidste op i at være pæn. Hver morgen klædte hun sig pænt på i tøj med masser af farver, og hun tog armbånd, øreringe, halskæde og læbestift på.

Birte Kure efterlader sig en stor familie. Der er tre børn – Michael, Lene og Mette – og seks børnebørn, der elskede at besøge farmor/mormor og spise "mormormad", samt 14 børnebørn. Hun efterlader sig desuden to søskende.

Hvis Birte Kure havde levet et døgn længere, var hun også blevet tipoldemor.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT