Enkelte passager i første sats krydres effektfuldt med anhænger-fyldt-med-jernrør-henover-brosten, en genistreg fra arrangørens side. Anden sats indledes moderato med kratryddere fra højre og venstre, accelerando med boogietrailere til et vedvarende og arytmisk forte fortissisimo alle ugens 7 dage. I et kontrapunktisk højdepunkt i tredie sats indsættes vinkelslibere i et ekvilibristisk sololøb i den højfrekvente ende af det infernalsk ekspressive crescendo.
Efter en måneds lydbombardement henover den højhellige pinse nærmer vi os kulminationen i denne musikalske forløsning, selve Folkemødet. Nu indsættes DJ’s og deciderede popmusikere, der tilfører B. Haarders komposition et alamodisk præg, der reflekterer vores nutidige rastløshed og mangel på fordybelse i en stresset hverdag. I fjerde og sidste sats henover to uger afsluttes værket med en sonate af perkusiv bortkørsel af toiletvogne og skrald tilsat et diskret rytmisk mønster af afklippede plasticstrips encore, encore, encore.
Til særlige feinschmeckere kan oplyses at symfonien “Lyden af penge” genopføres år efter år over hele Allinge i maj og juni måned.
- Med venlig hilsen brevkasseredaktøren Lars Holmsted
Brevkassen
Læserbrevkassen styres af Lars Holmsted, som har nået en moden alder, hvilket gør ham i stand til at øse af et helt livs erfaringer med både stort og småt.
Holmsted er opdraget ud fra mottoet: Der findes ingen dumme spørgsmål. God fornøjelse.