Sommerfest med hitmager i Nexø

Sommerfest med hitmager i Nexø
Sash! er på plakaten, når Pineapple Events holder nostalgifest i Nexø i sommer. PR-foto
NOTITS | 16. MAJ 2024 • 08:00
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS
16. MAJ 2024 • 08:00

I 1990'erne havde Sash! flere store hit, og dem kan man høre i Nexø i sommer.

Sommeren er ikke en gang begyndt, før bureauet Pineapple Events taler om at forlænge den. Det sker med en ni timer lang nostalgifest ved Ferskesø i Nexø den 31. august. Festen hedder Back to the 2000’s og har blandt andet Sash! på plakaten. Havde man sin radio tændt i slutningen af 1990’erne, har man formentlig hørt sangene "Encore une fois", "Ecuador" og "Stay", der gjorde Sash! til et verdensnavn.

– Lige meget hvem du er, og hvor gammel du er, kan du ikke have undgået at være blevet introduceret for mindst en af de kunstnere, der kommer til at brage ud af højtalerne, fortæller Thomas Viborg fra Pineapple Events i en pressemeddelelse.

C21, Barcode Brothers og DJ Encore er blandt de andre navne på plakaten.

– Vi glæder os til at forlænge sommeren og skabe liv i i Nexø, som, vi føler, har været lidt overset, hvad angår musikevents, fortæller Thomas Viborg.

Unge fra Nexø Boldklub giver en nap med på festpladsen, og alt overskud fra salg af øl, cider og kildevand går til klubben ungdomsafdeling, fortæller arrangøren.