– Der er selvfølgelig nogen, der er skuffet over, at man ikke kan komme og få en frisk frokost, men langt de fleste synes, at det er okay. Og folk forstår jo også, at man ikke kan finde en forpagter midt i højsæsonen, fortæller Tine Nygaard, der dermed også kan føje den opgave på en allerede tætpakket to do-liste for efteråret.
Her gælder alt det arbejde, man ikke har nået de seneste uger. Blandt andet at få klargjort de udstillingsrum, der fortsat er lukkede. Og så skal alle kunstmuseets værker tilbage i de rigtige magasiner, der under ombygningen har været flyttet til midlertidige. Dertil skal også vurderes, om nogle af værkerne trænger til at blive restaureret. En gennemgang, man oprindelig havde planlagt skulle undergå hele museets samling under nedlukningen.
– Det arbejde kører også fortsat på sidelinjen, hvor vi kommer til at vurdere de værker, vi alligevel skal flytte tilbage nu. Her vil nogle blive sendt til vores konserveringsværksted på Kronborg, fortæller Tine Nygaard, der oplyser, at museet normalvis har godt 200 værker udstillet ud af en samling på 6000.
Stor mindeudstilling om Inge Lise Westman
Og så er der selvfølgelig kunstmuseets kerneopgave; udstillingerne. For også her skal personalet nu arbejde på at skrue en udstillingsplan sammen for efteråret. Til september kommer den allerede planlagte keramik-triennale, der, på grund af byggeriet, blev flyttet til Hjorths Fabrik og Grønbechs Gård. Dog vil kunstmuseet også have et lille bidrag i form af nogle værker, der blev fremstillet på Rabækkeværket i 60’erne.