Nyrenoveret facade fejres med kaffe og kajaksejlads

Nyrenoveret facade fejres med kaffe og kajaksejlads
I juni blev der malet med rødt, så klubhuset står helt skarpt. Foto: Nexø Kajakklub
NOTITS | KULTUR | Mandag 2. oktober 2023 • 21:00
Af:
Sarah Thun Madsen
NOTITS | KULTUR | Mandag 2. oktober 2023 • 21:00

Selvom Nexø Kajakklubs klubhus ligner sig selv, så er der sket store ting det seneste år. Det er nemlig blevet gennemrenoveret, og hvis man kigger nærmere på det, kan man se og fornemme, at det er solidt og godt lavet, så det kan stå i mange årtier.

Sådan skriver kajakklubben i en invitation til åbent hus på lørdag klokken 12.

"Det står nu, efter to gange rød maling og diverse finish, flot med hav, græs og himmel som ramme, på den store plæne lige nord for Nexø," skriver bestyrelsen.

Udover at klubbens medlemmer er glade for det store stykke arbejde, så luner det også, når forbipasserede Nexø-borgere og turister bemærker det og roser det flotte hus.

Derfor åbner klubben portene og byder velkommen til alle, der har tid og lyst til at få en kop kaffe, høre om projektet og se huset indefra med den fantastiske udsigt over Østersøen.

Klubben har omkring 40 forskellige kajakker og tre sup-boards med tilhørende pagajer og andet grej liggende i bådehallen.

Der vil på dagen være mulighed for at se på udstyret og klubbens faciliteter.

"Vi fortæller gerne om det at ro kajak langs Bornholms smukke klippe- og sandkyst, herunder hvordan du kan komme igang med det og hvilke aktiviteter klubben har i løbet af året."

Klubben informerer desuden om, at der er mulighed for at prøve en kajak på vandet sammen med en instruktør, hvis vejret tillader det.

stk



FÅ ABONNEMENT