Nye ansigter leder efter gamle sager

Nye ansigter leder efter gamle sager
Bornholms Museum har ansat flere nye arkæologer, som sammen med kollegerne i den arkæologiske afdeling arbejder på forundersøgelserne i forbindelse med Energiø Bornholm. Foto: Jens Berthold
NOTITS | KULTUR | Tirsdag 3. oktober 2023 • 07:52
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | Tirsdag 3. oktober 2023 • 07:52

Bornholms Museum har ansat ekstra arkæologer i forbindelse med arbejdet med Energiø Bornholm.


I weekenden fortalte chefarkæolog Jens Berthold fra Bornholms Museum her i spalterne, at der for øjeblikket er 10 ansatte i den arkæologiske afdeling, hvilket er flere end nogensinde før. Årsagen er de arkæologiske forundersøgelser i forbindelse med Energiø Bornholm.

I en pressemeddelelse fortæller museet, at der fra slutningen af juli til begyndelsen af september er ansat tre nye arkæologer og et enkelt kendt ansigt som projektledere. Der er tale om helt forskellige fagfolk fra forskellige lande og med hver deres erfaringer, som kvalificerer dem til projektet.

Stuart David Whatley er hentet fra København til Rønne på grund sit kendskab til større udgravningsprojekter, logistik og håndtering af mange ansatte. Han har før været ansvarlig for en del af metroundersøgelserne ved Københavns Bymuseum, og som britisk arkæolog med ph.d.-afhandling om havnene i Bristol og København og dansk bopæl forbinder han næsten 30 år arkæologisk praktik med erfaringer i begge lande.

– Vi regner med at hente en del ekstra arkæologer fra 2024, også fra andre lande, hvis der ikke står nok danske arkæologer til rådighed. Bistand med rekruttering vil sammen med andre administrative opgaver være hans del i energiøprojektet, fortæller museumsinspektør Jakob Seerup i pressemeddelelsen.

I forbindelse med weekendens omtale af de arkæologiske forundersøgelser fortalte Jens Berthold, at Bornholms Museum lige nu vurderer, at en hovedundersøgelse vil kræve 20-25 arkæologer. Antallet kommer blandt andet an på, hvor lang tid museet får til rådighed.

Tråde til Sorte Muld

Svenske Sophie McAulay fra Helsingborg er også ny på museet. Hun har blandt andet gravet ved større projekter for Lolland-Falsters Museum og har efter studiet i forhistorisk arkæologi i Lund beskæftiget sig med keramik fra fundpladsen Uppåkra nær Lund, som har tætte relationer til Sorte Muld. Hun skal være ansvarlig for andre bygherrebetalte undersøgelser på øen, når hun ikke arbejder på energiøprojektet.

Lærke Kjærsgaard Schartau er den tredje nye arkæolog og senest ansatte projektleder, og hun skal overtage den daglige ledelse af forundersøgelserne i forbindelse med energiøen. Hun har læst forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet og kender Bornholm, da hun har været med på og har skrevet speciale om Sorte Muld.

Endelig overtager Michael S. Thorsen den mere praktiske del af organisationen og alle de problemstillinger, der knytter sig til udgravninger og de mange nye arkæologer, som kommer til Bornholm. Både hans og Stuart David Whatleys ansættelser betales af bygherren, Energinet.

FÅ ABONNEMENT