Musikhuzet er vores familie

De frivillige har travlt. Aftenen byder på to koncerter, og der skal også være tid til drillerier.

71 år gammel, men stærk som en bjørn. Så sådan en bitte sjat kødsovs er ingen udfordring for Inger Kjersgaard. Eller bitte og bitte – grydens indhold skal mætte mindst 34 munde, og der skal røres helt til bunden, så det ikke brænder på. Og Inger laver en dobbeltportion i aften, så fryseren også kan få lidt at gemme på til dårlige tider. Eller rettere sagt – travle tider.

Inger Kjersgaard er pensioneret lærer og Musikhuzets madmor. Uden kødgryderne og de andre frivillige frygter hun at ende som bankospiller. Foto: Søren Strandman-Møller

Inger er Musikhuzets madmor, og i aften får kødsovsen følgeskab af pasta samt salat, så de 25 frivillige og ansatte har noget at stå imod med, inden det går løs. I køkkenets baggrund knokler Søren for at holde trit med hende. Han er aftenens hjælpende hånd i hendes revir.

Det er fredag aften. Uret viser 17:30. Klokken 20:00 går sønderjyden Rikke Thomsen på i den store sal, og klokken 21:00 indtager århusianske Baseløs scenen i Raschs Pakhuz. Baseløs skal også lige have en gang pasta med kødsovs fra Ingers gryder, inden scenen kalder.

– Det redder mit ægteskab at være her. Så skal vi ikke sidde og snakke så meget, siger Inger og slå en stor latter op. Hendes mand kommer senere, og så skal de høre den ene koncert sammen.

Hun er oprindeligt skolelærer og tog sig af de skæve klasser, men Inger havde energi til meget mere.

– Jeg elsker at være her. Det er det, der holder mig i gang. Hvis jeg ikke var her, ville jeg bare ende med at sidde og spille banko. Det her er min anden familie, siger hun. Det sidste er et gennemgående citat, der bliver sagt igen og igen hele aftenen. De frivillige i Musikhuzet er én stor familie; alle kender alle, og der er dømt DM i kærlige drillerier. Eller i hvert fald bornholmermesterskaberne.

Spis salat!

Annika Agerskov Pedersen sidder sammen med Thea Dahl og nyder madmors måltid. Annika er projektleder i Tunes of tomorrow, der er arrangør af koncerten med Baseløs. Hun er uddannet eventkoordinator på Musikhuzet og har netop vundet Bornholms Kultur, Idræts og Frivillighedspris for med ildhu at kæmpe de nye artisters kamp for at slå igennem.

– Jeg har været frivillig i Musikhuzet siden 2022, og var tidligere ansat på Folkemødet i fire år, fortæller Annika, mens hun tager en lille bid af tallerkenens gaver.

I baggrunden scanner Ingers falkeblik rundt blandt alle bordene for at se, hvad de andre frivillige har øst op. Og ve den, der kun er gået pastavejen.

– De skal spise salat!, slår hun fast. Inger er en skrap dame. Hun ved det godt selv. Det ved de andre også godt. Skrapheden er dog lavet af kærlighed.

Annika er blevet kæreste med Kristian, der lige nu knokler rundt for at blive klar til at lyse festen op.

– Vi mødte hinanden her, siger hun med et halvgenert smil. Men det er ok, for Musikhuzets frivillige er ikke underlagt rigide virksomhedsregler om, at man ikke må danne par på arbejdspladsen. Så alle ved godt, at de to er kærester, selvom hverken Annika eller Kristian skilter med det. Der skal ikke kissemisses. Der skal arbejdes. De er professionelle.

Annika Agerskov Pedersen har arbejdet på Folkemødet i fire år og er uddannet eventkoordinator. Hun arbejder med unge musiktalenter og hjælper dem med at bryde igennem. Foto: Søren Strandman-Møller

Annika bor i Allinge med sin søn på 11 år. Der bor Kristian også, når han ikke er afsted i forbindelse med sin uddannelse.

Fra tømrer til tekniker

Kristians fulde navn er Kristian Jeppsson. Han er oprindeligt uddannet tømrer, men efter noget tid kunne kroppen ikke holde til det hårde arbejde. Hvad gør man så? Jo, man sadler om og giver sig i kast med at uddanne sig indenfor noget, der virkelig interesserer én. Kristian er bidt af musik, så han skulle naturligvis være teknikerelev.

– Jeg har været ansat som elev i to måneder, men før det var jeg frivillig i 10 år, fortæller han og fortsætter:

– Jeg var her hver weekend. Fra klokken 12 til luk fredag og lørdag.

Torben Severinsen er Musikhuzets daglige leder. Uden de frivillige ville han være i knibe. For der er kun budget til fire fuldtidsstillinger i Musikhuzet, så de 135 frivillige er uundværdlige. Foto: Søren Strandman-Møller

Nu råber Torben Severinsen op.

– SÅ ER DER BRIEFING!

Torben er Musikhuzets leder og udfylder én af de to fuldtidsstillinger, som Musikhuzet må klare sig med. Der er ansat yderligere to årsværk, hvor timerne er fordelt på tre personer, men det er den store stab af frivillige, der holder huset oven vande.

– Vi har 135 frivillige i alt, og der er de 40-50 meget aktive, siger han. Aftenens roller er fordelt på forhånd. Alle frivillige kommer med ønsker til, hvad de gerne vil lave, og så sætter Torben puslespillet sammen i forbindelse med hvert arrangement.

– Udover mig på fuld tid har vi også vores teknikchef. Så har vi en pr- og marketingansvarlig, en hr- og økonomiansvarlig og en pedel, der alle er fleksjobbere, forklarer Torben.

Det må du altså ikke sige

Thea Dahl er fra Roskilde og er i lære som eventkoordinator. Samt frivillig. Hun var også frivillig på spillestedet Gimle i tre år og fik så et kærligt puf i siden af en kammerat. Han sagde, hun skulle uddanne sig som eventkoordinator. Det er ikke så let at få en elevplads i den branche, når Hovedstadsområdet bugner af unge mennesker med den samme drøm, men når man har familie på Bornholm, ligger der en løsning lige for. Den hedder en tur til Ystad og så ombord på Express 5. Here we go.

Thea Dahl er oprindeligt fra Roskilde, men blev lokket til Bornholm af familien og muligheden for en elevplads i Musikhuzet som eventkoordinator. Foto: Søren Strandman-Møller

– Min kusine og moster er flyttet herover, siger Thea. Hun ville uddanne sig på et spillested, og her stod Musikhuzet klar til at tage imod hende med åbne døre.

– Det er langt væk, men det er rigtig hyggeligt være her, siger hun. Nu afbryder Kristian.

– Det er de bedste kollegaer, siger han. Thea nikker. Og stopper op.

– Det må du altså ikke sige til mine gamle kollegaer fra Gimle, svarer hun. De griner. Hvorefter Kristian returnerer til sit tekniske univers.

Betaler ikke længere

Torben trasker over i den store sals foyer. Her sidder Anette Rasmussen i sin kørestol og holder skarpt øje med døren. For det er Anette, der passer indgangen, scanner gæsternes billetter og hiver lidt mønt hjem fra dem, der ikke har betalt på forhånd.

Stemmer kassen? Anette Rasmussen tjekker lige efter, om pengene passer. Det er nemlig hende, der styrer døren. Foto: Søren Strandman-Møller

Døren har været hendes domæne siden marts sidste år, og det brokker Torben sig lidt over.

– Hun kom her hver weekend før og betalte for at høre koncerterne. Nu har jeg mistet entréen, siger han. Anette kvitterer tørt for hans udråb.

– Har du en gæsteliste?, svarer hun? Ikke så meget pjat. Og så alligevel. De bryder begge ud i et stort grin.

– Man skal kunne klare lidt røg, men også give lidt tilbage, siger Anette.

Anette arbejder med udvikling som kontorassistent ”oppe på Snorrebakken”, som hun udtrykker det.

– Min datter blev voksen og flyttede hjemmefra. Så skulle jeg lave noget, og så greb Torben fat i mig. Det her er min musikfamilie. Jeg ser dem stort set hver weekend. Ja, jeg ser dem hernede mere, end jeg ser min rigtige familie. Det bedste… Og så bliver Anette afbrudt af en høj stemme bagfra.

– DET ER FÆLLESSKABET!, bliver der halvråbt. Alle rundt om nikker og griner og griner lidt mere.

Rikke Thomsens lydmand har skruet helt op for alle højttalere, og sønderjyden er i gang med første sæt. Så selvom Anette fortsat sidder ved døren og sikrer, at de sidste smølehoveder også kommer ind, kan hun ikke undgå at høre musikken, om så begge pegefingre blev mast ind i hver sin øregang.

– Jeg får nogle oplevelser og koncerter, jeg ellers ikke ville høre, siger hun. Inden længe kan Anette trille kørestolen hen og nyde resten af den unge sønderjydes koncert.

Så kom tyskerne

I baggården står Kristian og suger den sidste rest nikotin ud af cigaretten, inden Baseløs sætter strøm til den lille scene. Så trasker hen til sin pult ude i venstre side af salen.

Kristian Jeppsson er teknikerelev og aftenens lysmand. Det kræver lidt nikotin at holde fokus gennem en hel koncert. Foto: Søren Strandman-Møller

– I aften skal jeg lave lys, men jeg laver normalt mest lyd, siger Kristian. Han kan bedst lide at lave lyd, men lyset funkler fantastisk, da koncerten begynder, og Kristians fingre spiller hen over knapper og tastatur.

Baseløs har ikke haft stor succes med deres forsalg, men da koncerten har været i gang et par numres tid, vælter der pludselig en sjat tyske turister ind ad døren. De gik rundt ude på Store Torv og hørte tonerne fra baggården. Et par fra Rostock hørte jazz i Gudhjem i går og glæder sig til endnu en omgang kultur med lyd. Men først skal de lige have en enkelt hjemmerullet smøg på bænken, inden festen skal sparkes i gang.

Rundt om i gården står der også en håndfuld frivillige og pulser. Lige nu holder Rikke Thomsen pause, og så er der tid til at trække vejret. Gennem en cigaret.

Vinden kaster indforståede jokes rundt i gården. Musikhuzfamilien har sænket skulderen, for det hele kører som smurt. Som altid.