Forpagterne på Christiansø har taget stor beslutning

Forpagterne på Christiansø har taget stor beslutning
Stig og Charlotte Hallberg Andersen kører på deres 19. sæson som forpagtere på Christiansø og har været i tvivl om, hvorvidt de vil byde ind på yderligere fem år. Arkivfoto: Berit Hvassum
ERHVERV | 9. MAJ • 17:30
ERHVERV | 9. MAJ • 17:30

Forpagtningen af kroen, kiosken og købmandshandlen på Christiansø er igen slået op, og selv om det er gået lidt trægt denne gang, meddeler Forsvarsministeriet, at det nok skal lykkes. De nuværende forpagtere, som er på deres 19. sæson, har da også nu taget en stor beslutning.

En enestående chance for et helt nyt liv på et ganske særligt sted.

Sådan ser i hvert fald administrator på Christiansø Søren Thiim Andersen på den forpagtning, der for tiden er slået op, og hvor man kan komme til fra 1. januar 2027 at drive både kroen, kiosken og købmandshandlen i det lille samfund med under 100 beboere.

Men dertil ligeledes masser af tilrejsende turister, som opsøger denne helt særlige plet på danmarkskortet i form af Frederiksø og Christiansø, der tilsammen udgør 26-27 hektar skærgårdsklipper, der løfter sig op fra undergrunden og er forbundet af en gangbro.

Arealet svarer til cirka 36 fodboldbaner.

Ansøgningsfristen er efterhånden til at få øje på, for 20. maj er sidste dag, hvor man kan komme med sin eventuelle interessetilkendegivelse til Forsvarsministeriet.

Så man skal nok til at sadle op, hvis man har mod på en tur derud i Østersøen, som i givet fald vil vare mindst fem år, som er den periode, forpagtningen de senere år har lydt på.

Processen har overrasket Søren Thiim Andersen, fordi den er gået overraskende trægt.

– Jeg må sige, at det undrede mig, at der sidste år ikke var nogen overhovedet, der ansøgte. Så det opslag, vi har ude nu, er jo et genopslag på det udbud, som vi lavede sidste år med ansøgningsfrist i oktober, siger han.

Administratoren slår fast, at det er Forsvarsministeriet, som ejer af øerne, der håndterer forpagtningen, hvorfor han altså ikke selv formelt skal forholde sig til, hvem blandt ansøgerne der vælges.

Flere opkald

Han oplyser dog, at han denne gang har modtaget flere opkald fra interesserede, som har spurgt ind til forpagtningen for at blive klogere på, hvordan og hvorledes forskellige ting foregår, og den slags spørgsmål besvarer han gerne.

– Men selve det med ansøgningerne og alt det der, det kører jo altså inde i Forsvarsministeriet. Så der er sådan et armslængdeprincip i processen, hvor det ikke er mig, der skal tage en beslutning om, hvem der bliver valgt.

– Til gengæld bliver det så mig, der har den daglige kontakt med forpagter, når vedkommende er fundet, og hjulene kører herude.

Og hvor der altså ikke var nogen interesserede i efteråret, oplever du det anderledes nu?

– Ja, der er væsentlig mere aktivitet, end der har været tidligere.

Vil du sætte tal på, hvor mange henvendelser, du har fået?

– Nej, det vil jeg ikke, siger Søren Thiim Andersen, som dog helt generelt gerne fortæller, at han ser opslaget som en stor mulighed, der åbenbarer sig.

– Går man med en forpagter i maven og rent faktisk har lyst til at drive et badehotel, en restaurant, en kiosk og en købmand – og man har mod på at prøve et helt nyt liv – jamen, så er det altså nu, man skal spidse blyanten, siger han.

– Og hvis man er i tvivl om noget i forhold til forpagtningen, eller bare synes, at det da lyder spændende, så skal man endelig ringe til mig. Så fortæller jeg hjertens gerne om det. Og det er jo lige nu, muligheden for at komme herud er der.

19. sæson

Det hører med til historien, at det nuværende forpagterpar, Charlotte Hallberg Andersen og hendes mand, Stig, nu er i deres 19. sæson, hvilket dog ikke nødvendigvis giver en fortrinsret til noget, forklarer administratoren.

– Det er et udbud på samme præmis som alle andre statslige udbud, siger Søren Thiim Andersen.

– Så det er dem, der laver den bedste ansøgning og det bedste koncept, der vil vinde, og det bliver vurderet ud fra nogle objektive kriterier.

Charlotte Hallberg Andersen fortæller til Tidende, at første gang, hun og Stig overtog forpagtningen, fik de nøglerne 1. januar 2008, og den løb i otte år, men siden er det altså blevet reduceret til fem år ad gangen.

Hun har også for nylig fortalt til TV2 Bornholm, at parret var lidt i tvivl om, hvorvidt de ville byde ind på forpagtningen denne gang, men parret har nøje overvejet situationen, hvorfor hun nu kan oplyse til Tidende, at de igen bliver en del af ansøgningsfeltet:

– Vi giver den et skud, siger hun.

Fra Forsvarsministeriet lyder meldingen, at det nok skal lykkes at finde en ny forpagter til start i 2027.

Herfra siger kontorchef Jonas Bille:

– Jeg føler mig helt tryg ved, at vi nok skal lande et godt sted.

Kan du fortælle mig, om der er deciderede ansøgninger og eventuelt hvor mange?

– Nej, det kan jeg ikke fortælle dig her midt i processen, for så risikerer jeg eventuelt at påvirke nogen, der måske er ved at søge nu, men som kan blive skræmt væk. Så her, mens fristen stadig er åben, kan vi ikke rigtig dele, hvor langt vi er, men jeg er helt fortrøstningsfuld i forhold til, at vi nok skal lande et godt sted, siger kontorchefen.



Følg debatten på facebook!

INDENFOR

Nu styrer Linda Hodda
EKSKLUSIV | ABONNENT

Nu styrer Linda Hodda

En spontan mail, og pludselig stod Linda Olsen som leder af Folkehuset Hodda.
Oliekongen nyder sit nye liv
EKSKLUSIV | ABONNENT

Oliekongen nyder sit nye liv

Manden bag rapsolie-eventyret på Lehnsgaard.
FÅ ABONNEMENT