"Der er for sindets tilfredsstillelse stor forskel på, om man frembringer noget nyttigt eller noget værdiløst", skrev Bornholms største forfatter, Martin Andersen Nexø (1869-1954), i teksten "Et lille kræ", der fortæller om hans helt tidlige barndom, som udspillede sig i København.
Alene på baggrund af ovenstående citat er der naturligvis grund til at lykønske den berømte forfatter, for han formåede jo at udvikle sig fra et lille kræ til at blive det helt store, litterære koryfæ, da han brød igennem med sit forfatterskab.
Der var med andre ord grund til at være tilfreds, og det samme kan forfatterens nutidige proselytter være, for det er lykkedes dem at rejse én million kroner til forskellige tiltag, som skal sikre, at forfatterskabet også i vore dage kan komme ud over rampen til glæde og fornøjelse for alle.
Og dét glæder blandt andre dr. phil. Henrik Yde, som er formand for både Martin Andersen Nexø-Selskabet og Martin Andersen Nexø Fonden – hvoraf sidstnævnte er blevet tildelt millionen – og dertil er han den fremmeste kender af forfatterskabet samt i øvrigt blandt andet medarrangør af Litteraturens Folkemøde under den bornholmske kulturuge.