Alarmklokkerne ringer!

SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 14. september 2025 • 15:30
Af:
Mogens Anneberg
Ralf Marcoux Skovgaard
kandidater til kommunalvalget for Konservative
SYNSPUNKT | DEBAT | Søndag 14. september 2025 • 15:30

Vi kan ikke lukke øjnene for opioidkrisen blandt unge.

Onsdag den 10. september afholdt Lions Rønne i samarbejde med Antidote Bornholm et vigtigt foredrag om børn og unges forbrug af opioider.

Foredraget blev ledet af misbrugskonsulent Christina Ekmann og Torben Ager fra Antidote, som begge har stor erfaring på området. De beskrev en virkelighed, der burde få alarmklokkerne til at ringe hos enhver ansvarlig politiker: Opioider er blandt de farligste stoffer i Danmark, og alligevel ser vi en bekymrende stigning i forbruget blandt børn og unge – også her på Bornholm.

Over 100 døde

At mere end 100 unge danskere hvert år mister livet på grund af opioider taler for sig selv.

Når samtidig over fire procent af de ældre skoleårgange har eksperimenteret med stofferne, så bliver det tydeligt, at vi står overfor en alvorlig udfordring. Dette handler ikke kun om statistik – det handler om unge menneskers liv, om forældre der risikerer at miste deres børn og om et samfund, der ikke kan se passivt til.

Det var glædeligt, at der var mødt cirka 35 deltagere, hvoraf der var meget få kandidater til kommunalvalget til stede. Når vi står over for en trussel, der hvert år koster menneskeliv, så er det simpelthen ikke et ansvar, som vi kan overlade til frivillige foreninger alene – der kræves politisk lederskab.

Træde i karakter

Som konservative mener vi, at vi her må træde i karakter. Vi har en forpligtelse til at beskytte børn og unge mod farlige substanser, og vi må turde tage de nødvendige beslutninger.

Det kræver både oplysning til forældre, styrket indsats i skolerne og tættere samarbejde med politiet og de sociale myndigheder. Men det kræver også politisk mod til at prioritere ressourcerne og insistere på konsekvens.

Opioidkrisen forsvinder ikke af sig selv. Den vokser, hvis vi ignorerer den. Bornholm har tidligere vist, at vi kan stå sammen om at skabe trygge rammer for vores unge.

Lad os vise det igen – denne gang i kampen mod opioider.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT