Men i dag bliver det omsider markeret, at de alle kan beskues, både Nils Erik Gjerdeviks kunst i rundkørslen for foden af Snorrebakken, Randi og Katrines i rundkørslen ved Vibegård og det senest tilkomne kunstværk, Esben Klemanns på Torneværksvej, hvor Østre og Nordre Ringvej mødes.
Lige dér vil formanden for udvalget job, udvikling og fritid, Erik Lund Hansen (S), klokken 14 fredag holde en behørig tale for de fremmødte, og alle er jo velkomne til at møde op til dén seance.
Efterfølgende vil der for de særligt tilmeldte være en bustur videre rundt til de to andre rundkørsler, oplyser Louise Krogsriis, kulturkonsulent i regionskommunen.
Hun fortæller, at 22 borgere har tilmeldt sig busturen, mens også E., S. & A. Larsens Legat vil være præsenteret, ligeledes Esben Klemann med familie og dertil forskellige relevante kommunalt ansatte, hvilket bringer det samlede antal op på 37 deltagere.