Hele Bornholms svømmebad

Hele Bornholms svømmebad
Klemensker Svømmebad ligger som det ses lige ved siden af Klemenskerhallen, men vil manifestere sig som hele Bornholms svømmebad. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
KULTUR | Mandag 4. marts 2024 • 19:00
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | Mandag 4. marts 2024 • 19:00

Anders Toft-Petersen er ny formand for Klemensker Svømmebad.

Klemensker Svømmebad holdt 50 års jubilæum sidste år, og når man nu tager fat på det næste halve århundrede, bliver det med en ny formand i spidsen.

Henrik Wraae Schwarz havde i god tid meldt ud, at han var i gang med sin sidste periode, og han gik som bebudet af ved generalforsamlingen i lørdags efter 14 år på formandsposten.

Den nye formand, Anders Toft-Petersen, har allerede i et stykke tid været kørt i stilling til at overtage opgaven.

– Jeg har været med i bestyrelsen i de seneste tre-fire år og har været med til at sætte mit præg på det, og vi er inde på en kurs, vi vil fortsætte, siger Anders Toft-Petersen.

Flere events

Den nye formand bebuder således ikke de store ændringer:

– Klemensker Svømmebad var i tidligere tider et meget lokalt tilbud for dem, der bor i Klemensker og omegn. Vi har i de senere år fået flere gæster fra hele øen, og der kommer også turister. Vi vil satse på endnu mere at være Bornholms svømmebad, siger Anders Toft-Petersen.

Han peger på, at det kan ske ved at lave flere arrangementer og events. Det kan være i stil med svømmedisko, som man med succes har holdt sammen med DGI.

– Vi har også arrangeret onsdagsgrill, hvor man kan grille og svømme. Men måske skal det være i weekenderne, hvor folk har bedre tid. Vi kigger på de forskellige ting, men er endnu ikke kommet dertil, siger den nye formand.

Anderledes sæson

Den afgående formand kalder 2023 for en "lidt anderledes" sæson, som alligevel sluttede med at være en god gennemsnitssæson.

Svømmebadet fik en kanonstart med en velbesøgt jubilæumsfest og flot forsommervejr. Så kom den våde og halvkolde juli, hvilket satte sig præg på besøgstallet i det, der ellers skulle være stedets højsæson.

– Men alligevel nåede vi op på over 3.000 gæster i løbet af sæsonen, og vi fik et mindre overskud, oplyser Henrik Wraae Schwarz.

– Min hustru Rose, der har stået for svømmebadets kiosk, og jeg har lovet at hjælpe Anders og hans hustru Anja godt i gang med arbejdet, og vi har også lovet at være der, når der er fodboldskole i sommer, siger Henrik Wraae Schwarz.

Ved generalforsamlingen blev Niels Drejer nyvalgt til bestyrelsen.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT