– Nylars Kirke er den eneste af rundkirkerne på øen, hvor man med sikkerhed ved, der har været tinder eller krenelering, men jeg tænker, der også har været det på de øvrige. Jeg mener bare ikke, at de vidner om et forsvarsformål, men skal afspejle en sejrskrone for den sejrende kristendom.
Finn Kjerulf Hansen forklarede videre, at størstedelen af dansk forskning ukritisk har taget udgangspunkt i en professor Fröléns doktordisputats fra 1911, som stort set er blevet kalkeret lige siden.
Det vil føre for vidt at opliste alle Finn Kjerulf Hansens argumenter her, men Tidende har gjort Jesper Værn Jensen hos DAC opmærksom på bogen. Det er ham, der har skrevet teksterne til udstillingen, og han fortæller, at centret er ved at lave udstillingen om, idet den vil åbne i en ny version den 18. april næste år.
– Så vi er i gang med at gennemgå udstillingen, og jeg har også noteret mig den bog, Finn Kjerulf Hansen har udgivet, siger han og fortsætter:
– Selv om vi endnu ikke har lagt os fast på noget, så tror jeg, at vi kommer til at reflektere over sagen med rundkirkerne og gøre opmærksom på, at der for nylig har været rejst tvivl om, hvorvidt det nu er helt sikkert, at rundkirkerne også var forsvarsværker. Jeg tænker, at vi laver en tekst, som fortæller om de synspunkter, der er på både ene og den anden side.