Farlig mission i Vestermarie med i ny bog

NOTITS | KULTUR | Lørdag 2. december 2023 • 10:27
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | Lørdag 2. december 2023 • 10:27

I "På sprængfarlig mission" fortæller Jacob Topsøe blandt andet om tømningen af et sprængstofmagasin i Vestermarie.

I midten af 1980'erne var Vestermarie pludselig noget, man interesserede sig for i Folketinget og andre steder udenfor Bornholm. Årsagen var et sprængstofmagasin, hvor sennepsgasbomber blev placeret, når fiskere havde dem med i land. I 1985 fortalte daværende forsvarsminister Hans Engell i en forespørgsel på Christiansborg, at der var cirka to ton gasammunition i depotet. Han fortalte samtidig, at der var godt gang i sorteringen og oprydningen af ammunitionen. Den opgave spiller en fremtrædende rolle i journalist Jacob Topsøes nye bog "På sprængfarlig mission".

Opgaven fik tilnavnet Operation Pegasus, og i bogen skildrer en af lederne af operationen hele forløbet.

"Tømningen og den efterfølgende bortskaffelse af sennepsgassen var frygtet af mange. For hvad nu, hvis der skete en eksplosion, sådan at gassen spredte sig ud over et stort område? Forsvar og beredskab anerkendte bekymringen og iværksatte sikkerhedsforanstaltninger i et sjældent set omfang. Blandt andet blev der lavet evakueringsøvelser, og de lokale indbyggere fik udleveret gasmasker", skriver Jacob Topsøe i en pressemeddelelse.

Heldigvis indtraf katastrofen aldrig, og Operation Pegasus er mere eller mindre glemt, men nu indgår den i "På sprængfarlig mission" sammen med beretninger om minerydning på Balkan i 1990'erne, uskadeliggørelse af vejsidebomber i Afghanistan i 2011 og bortsprængninger af søminer i danske farvande.

Bogen er illustreret, blandt andet er der billeder fra evakueringsøvelser, hvor bornholmere iført gasmasker lader sig registrere hos beredskabsfolk i fuld beskyttelsesdragt.


"På sprængfarlig mission" fortæller blandt andet historien om tømningen af et sprængstofmagasin i Vestermarie. Illustration: Bogens forside

FÅ ABONNEMENT