Almeborg hædret for Saxebro Mølle

Bornholms Historiske Samfund overrakte Bornholmerprisen til Ole Almeborg.
Bornholms Historiske Samfund har tildelt Ole Almeborg, 80 år, foreningens hæderspris Bornholmerprisen for at redde og for eftertiden at bevare Saxebro Mølle og bageri.
Det skete i forbindelse med foreningens generalforsamling lørdag.
Foreningen skriver i motiveringen:
"Mange, især ældre bornholmere, får glade smil på læberne og vemod i øjnene, når talen falder på Saxebro Mølle i Aaker. Man husker med glæde de gode brød, tvebakker og lagkagebunde, der blev fremstillet i det gamle bageri og solgt fra den lille butik med det sparsomme inventar. Men efter at søskendeparret Arne og Edith Henriksen havde opgivet driften af bageriet i 1986, blev det et sørgeligt syn at se møllen forfalde mere og mere i årene derefter.
Til gengæld var det en stor glæde, da man gennem dagspressen kunne erfare, at en privatperson havde købt møllen og de omkringliggende bygninger med henblik på at genskabe såvel møllen som bageriet i den oprindelige skikkelse.
Møllen og de tilliggende bygninger var fredede, hvorfor Kulturstyrelsen, for at støtte arbejdet økonomisk, stillede store krav til renoveringen helt ned til de mindste detaljer. Krav, som mange ville have svært ved at honorere, men ikke Ole Almeborg, som løste problemerne gennem et forbilledligt samarbejde.
Ole Almeborg har brugt mange penge, kræfter og nogle år af sin pensionisttilværelse på at renovere møllekomplekset i Saxebro, med alle de udfordringer, der fulgte, ikke mindst med at finde dygtige og kvalificerede håndværkere.
I dag kan vi så glæde os over, at dette stykke af Bornholms bygnings-og kulturhistorie er blevet reddet og bevaret for eftertiden".
Siden 1955
Bornholmerprisen blev stiftet i 1955 i forbindelse med Bornholms Historiske Samfunds 50 års jubilæum.
Prisen kan gives for historisk virksomhed vedrørende Bornholm, for bevarelse af kendskabet til dialekten, for bevarelse af det bornholmske landskab og den bornholmske arkitektur.
Den lange liste over tidligere modtagere af prisen kan ses på foreningens hjemmeside.
Saxebro Mølle fotograferet fra oven i 2021, mens der var fuld gang i arbejdet. Arkivfoto: Jacob Jepsen
NYT JOB
OM BORNHOLMS TIDENDE
LÆS AVISEN DIGITALT
Læs avisen på din computer
Download app til Apple
Download app til Android
Ansvarshavende chefredaktør: Kristoffer Gravgaard.
Bornholms Tidende, Nørregade 11-19, 3700 Rønne.
Hovednummer: 56903000. Redaktion: 56903081. CVR nr: 35244115
© Bornholms Tidende Tekst, grafik, billeder, video, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. Bornholms Tidende forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indhold med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11b og DSM-direktivets artikel 4".
Generelle handelsbetingelser | Cookie- og Privatlivspolitik | Cookiedeklaration