Ukraine fortsætter med at angribe russiske ammunitionslagre

21. SEP 2024 • 18:23UDLAND

For få dage siden angreb Ukraine et lager med ammunition i Rusland. Natten til lørdag gjorde de det igen.

For anden gang på en uge har Ukraine angrebet russiske ammunitionslagre.

Natten til lørdag blev lagre i Tikhoretsk i det sydlige Rusland og Oktjabrskij i den vestlige region Tver ramt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og hvis man skal tro det ukrainske militær, er der ikke tale om små lagre.

- Anlægget (i Tikhoretsk, red.) er blandt de tre største ammunitionslagre hos besættelsesmagten og er et af nøglepunkterne i det logistiske system for det russiske militær, lyder det ifølge Reuters på mediet Telegram.

I Tikhoretsk er en "lokal nødsituation blevet erklæret for at organisere hjælp til folk og hurtigt løse alle problemer relateret til hændelsen". Det siger guvernøren i Krasnodar-regionen, Veniamin Kondratjev, på sociale medier.

Onsdag var det et lager i byen Toropets 400 kilometer nordvest fra Ruslands hovedstad, Moskva, som blev ramt i et ukrainsk droneangreb.

Det gav så stor en eksplosion, at den ifølge medier sås på jordskælvsmålere.

Når man angriber den slags lagre, rammer man ifølge Serhii Kuzan, formand for den ukrainske tænketank Ukraines Sikkerheds- og Samarbejdscenter, den mest centrale komponent i krigsførelse.

- Kampvogne og geværer uden ammunition vil ikke kunne skyde og vil simpelthen være ineffektive, siger han til The New York Times.

Hvordan de to nye angreb er foregået, oplyser militæret ikke noget om. Men en anonym kilde fortæller til Reuters, at der er blevet brugt droner.

Den statslige ukrainske sikkerhedstjeneste SBU, der ifølge kilden var involveret i begge angreb, har det seneste år regelmæssigt lavet angreb med langtrækkende droner dybt inde i Rusland.

Ukraine har længe gerne villet bruge langtrækkende vestlige missiler mod mål i landet. Men hidtil har der hverken været grønt lys fra Storbritannien eller USA.

I mellemtiden prøver ukrainerne at modificere missiler og droner, som de er i besiddelse af, så de kan angribe på længere afstand.

- Jeg tror, at der er en frygt for, at fjendtlighederne eskalerer, siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, til nyhedsbureauet AFP.

Det håber han snart ændrer sig. I næste uge skal Zelenskyj til USA og mødes med præsident Joe Biden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT