Juventus og Napoli deler i målløs langgaber

21. SEP 2024 • 20:03SPORT

Juventus og Napoli skabte stort set ikke chancer og spillede ganske passende 0-0 i Serie A.

0-0-kampe behøver ikke nødvendigvis at være kedelige, men det var lørdagens italienske topkamp mellem Juventus og Napoli.

De to storklubber fra henholdsvis nord og syd kunne ikke nedbryde hinanden, og med kampens forløb kunne det næsten ikke ende andet end målløst.

Dermed har Juventus stadig ikke lukket mål ind i Serie A-sæsonen efter fem kampe.

På en foreløbig fjerdeplads har Juventus ni point, mens Napoli har ti som nummer tre. Torino har 11 på førstepladsen.

Juventus og Napoli virkede godt indstillede på hinanden og efterlod ikke meget plads at kreere i.

Det resulterede i en første halvleg nærmest blottet for gode muligheder.

En undtagelse var, da Juventus smed bolden væk midt på banen, så Scott McTominay kunne forsøge fra 20 meter, men skottens skud sad lige på keeper Michele Di Gregorio.

Det var første halvlegs eneste forsøg inden for målrammen.

Juventus måtte vente til det 49. minut, før Kenan Yildiz gjorde det samme.

Juventus havde bolden det meste af tiden, men skabte stort set ikke oplagte chancer. Napoli var godt organiseret og mere direkte i sit spil, når holdet angreb.

I kampens sidste halve time blev Juventus' dominans mere markant, og hjemmeholdet sværmede om Napolis felt.

Teun Koopmeiners blev spillet op til en god mulighed, men krøllede bolden over fjerneste målhjørne.

Større blev chancerne ikke, og 0-0 var uundgåeligt.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT