Morten Messerschmidt overtager Sjællands Storkreds efter Kjærsgaard

21. SEP 2024 • 18:20ERHVERV/POLITIK

Messerschmidt skal i duel med Løkke ved næste folketingsvalg på grund af skifte af folketingskreds.

Ved næste folketingsvalg vil Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, stille op i Sjællands Storkreds.

Det siger han selv til Sjællandske Nyheder lørdag.

- Der er flere ting, der sker på Sjælland og Lolland-Falster, der gør, at jeg har truffet denne her beslutning. Både politisk, men også ude i virkeligheden, lyder det fra Messerschmidt til mediet.

Han siger, at der er udfordringer i sundhedsvæsenet, og at problemerne med bandekriminalitet eskalerer i Holbæk og Køge.

Skiftet af folketingskreds betyder, at Messerschmidt vil stille op mod Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen.

Sjællands Storkreds er blevet ledig for Messerschmidt, efter at Pia Kjærsgaard (DF) i sidste uge sagde til TV 2, at hun ikke genopstiller ved næste valg.

DF-formanden siger til Sjællandske Nyheder, at Kjærsgaard har sat ham godt ind i de sager, som hun har arbejdet med for storkredsen.

I løbet af sin politiske karriere har Messerschmidt stillet op forskellige steder i landet - blandt andet i Nordsjællands Storkreds og senest i Københavns Omegns Storkreds.

Under seneste folketingsvalg i 2022 kæmpede Kjærsgaard og tidligere gruppeformand i DF René Christensen om ét mandat i Sjællands Storkreds.

Det blev Pia Kjærsgaard, som vandt mandatet.

Det betød, at Christensen mistede sin plads i folketinget, hvor han havde været medlem siden 2008. I februar sagde Christensen til Folketidende, at han havde skiftet til Moderaterne.

- Jeg har overvejet det længe. Hvad jeg skulle. Særligt efter valget og de ting, der skete, lød det fra Christensen i februar til Folketidende.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT