Henvendelser strømmer ind efter melding om overgreb i stormagasin

21. SEP 2024 • 16:10UDLAND

Vidner melder sig efter nyhed om seksuelle overgreb på medarbejdere i stormagasin offentliggøres.

Det strømmer ind med henvendelser efter en dokumentar om seksuelle overgreb på medarbejdere i stormagasinet Harrods i London.

Ofrenes advokater har modtaget over 100 henvendelser fra potentielle ofre og personer med nye beviser. Det oplyser det juridiske team til AFP.

Ifølge en BBC-dokumentar, som udkom torsdag, misbrugte tidligere ejer af stormagasinet Mohamed Al Fayed flere af sine kvindelige ansatte i stormagasinet seksuelt.

Ifølge BBC-dokumentaren undlod Harrods at gribe ind og hjalp med at dække over anklager om misbrug, mens Al Fayed var ejer i årene 1985 til 2010.

Torsdag undskyldte stormagasinet til de mere end 20 kvinder, der havde været ofre for de seksuelle overgreb.

Stormagasinet har oplyst, at det er "fuldstændig forfærdet" over anklagerne.

Anklagerne omfatter serievoldtægt, voldtægtsforsøg, seksuelle overgreb og seksuelt misbrug af mindreårige. Det skal være foregået over en periode på 25 år.

Én af kvindernes advokater, Maria Mulla, har udtalt, at når kvindelige ansatte blev udvalgt til job som sekretær eller privat assistent, blev de tvunget til at gennemgå lægeundersøgelser som screening af livmorhalsen og æggestokkene.

- Hvis kvinderne spurgte, hvorfor de test var nødvendige, fik de at vide, at han ville sikre sig, at de var rene, har hun tidligere udtalt.

Han truede med store konsekvenser, hvis de forsøgte at klage over misbruget, lyder det fra kvindernes advokater.

En anden af kvindernes advokater, Dean Armstrong, har udtalt, at de sammen repræsenterer 27 kvinder, og at tallet sandsynligvis vil vokse.

Al Fayed, der døde sidste år i en alder af 94 år, har altid benægtet beskyldningerne.

Han solgte Harrods til den qatarske kongefamilies investeringsselskab i 2010.

Flere medier har gennem tiden afsløret anklager om seksuelle overgreb mod Al Fayed, heriblandt Vanity Fair i 1995, ITV i 1997 og Channel 4 i 2017.

Ifølge kvindernes advokater følte de sig først i stand til at udtale sig offentligt efter hans død sidste år.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT