Ukraine har ikke USA's tilladelse til angreb i Rusland

21. SEP 2024 • 12:41UDLAND

Hverken USA eller Storbritannien har givet tilladelse til brug af langtrækkende våben på russisk territorium.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, siger, at han endnu ikke har fået USA's og Storbritanniens tilladelse til at bruge langtrækkende missiler mod mål i Rusland.

- Hverken USA eller Storbritannien har givet os tilladelse til at anvende disse våben på Ruslands territorium - uanset hvilke mål eller hvilken afstand, siger Zelenskyj og tilføjer:

- Vi har ikke brugt disse langtrækkende våben på Ruslands territorium. Jeg tror, at der i USA og Storbritannien er frygt for, at fjendtlighederne eskalerer.

Zelenskyj fastslå samtidig, at det mærkes i Kyiv, at den internationale hjælp til Ukraine er "accelereret".

- Hjælpen accelererede i september … Og vi kan mærke forskellen, siger den ukrainske leder på et tidspunkt, hvor ukrainerne kæmper for at stoppe russernes fremrykning i den østlige del af Ukraine.

Våbenleverancer til Ukraine blev forsinket tidligere i år efter politiske uenigheder mellem allierede lande, hvilket førte til mange på materiel hos det ukrainske militær i begyndelsen af året.

Ukraine har færre soldater og våben end de russiske styrker.

Volodymyr Zelenskyj skal i næste uge til USA og mødes med præsident Joe Biden. Den ukrainske leder siger, at han i Washington vil fremlægge en såkaldt "Sejrsplan" for at få bragt krigen til afslutning.

Den ukrainske præsident underskrev lørdag en lov, som sikrer flere penge til det ukrainske militær. Ifølge lokale medier i Kyiv øges de militære udgifter i Ukraine med omkring 12 milliarder dollar (omkring 80 milliarder kroner).

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT