Mexicanske soldater skyder og dræber seks migranter

3. OKT 2024 • 01:12UDLAND

En gruppe migranter forsøgte angiveligt at stikke af fra en militærpatrulje i Mexico. Seks er blevet dræbt.

Mexicanske soldater har skudt og dræbt seks migranter, som sammen med flere øvrige migranter forsøgte at stikke af fra en militærpatrulje.

Det oplyser det mexicanske forsvarsministerium i en udtalelse onsdag.

De dræbte var en del af en gruppe på i alt 33 migranter, som alle var i samme køretøj. De kørte i en pickup - en større biltype med åbent lad - og forsøgte ifølge ministeriet tirsdag aften at undslippe en militærpatrulje.

Foruden de seks dræbte er ti blevet såret. Blandt migranterne var personer fra Egypten, Nepal, Cuba, Indien og Pakistan.

Det fremgår ikke umiddelbart, hvilken nationalitet de sårede og dræbte har.

Hændelsen udspillede sig tirsdag lidt før klokken 21 lokal tid.

Det skete nær den mexicanske by Huixtla. Den ligger cirka 40 kilometer fra Tapachula tæt på grænsen til Guatemala syd for Mexico.

Pickuppen, som migranterne befandt sig i, havde følgeskab af to biler, skriver ministeriet. Bilerne var af en type, som typisk bruges af kriminelle i området.

To mexicanske soldater fra patruljen i området hørte på et tidspunkt eksplosioner og affyrede herefter skud mod migranterne.

Forsvarsministeriet oplyser, at de to soldater er blevet fritaget fra tjeneste og skal efterforskes for eventuelle lovovertrædelser. Samtidig vil det mexicanske militær også foretage sin egen undersøgelse af hændelsen.

Det mexicanske forsvarsministerium understreger i onsdagens udtalelse, at man er "forpligtet til at handle i streng overensstemmelse med loven".

Forsvarsministeriet tilføjer, at man samarbejder med det mexicanske udenrigsministerium om at kontakte de relevante landes ambassader.

Grænsebyen Tapachula bruges som indgang til Mexico af mange migranter, der håber på i sidste ende at nå til USA. Mange af migranterne flygter fra lande, der er ramt af fattigdom eller uroligheder.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT