Holland giver fremmed stat skylden for at hacke politi

2. OKT 2024 • 21:51UDLAND

En fremmed stat har hacket sig ind i Hollands politis computersystem og fået adgang til alle ansattes data.

Hollands justitsministerium giver en unavngiven fremmed stat skylden for at have hacket sig ind i det hollandske politis computersystem.

Den fremmede stat har fået adgang til data fra alle 65.000 ansatte i politiet.

- Efterretningstjenesten regner det for meget sandsynligt, at det er en statslig spiller, der er ansvarlig, siger David Van Weel, Hollands justitsminister, i et brev til parlamentet.

Det var ministeren selv, der i fredags afslørede, at computersystemet hos politiet var blevet hacket.

Han har ikke sat navn på den mistænkte stat.

Justitsministeren siger, at de stjålne data omfatter "navne, e-mail-adresser, telefonnumre og i enkelte tilfælde andre personlige data" for de politiansatte.

- Jeg kan sagtens forestille mig, at politifolk må være bekymrede for de mulige konsekvenser, siger han.

- Politichefen og jeg tager denne hackersag meget alvorligt, tilføjer Van Weel.

- Politiet gør sammen med nationale sikkerhedspartnere alt, hvad de kan, for at beskytte politifolk og forebygge yderligere skader.

Hverken politiet eller efterretningstjenesten har yderligere oplysninger.

De siger, at sagen fortsat er under efterforskning.

Tilbage i februar oplyste Hollands militære efterretningstjeneste, at den havde fundet en malware, en virus, i et netværk, som militæret bruger.

Dengang pegede hollænderne på Kina som bagmanden.

Det afviste Kina og erklærede, at det er imod it-angreb og altid slår hårdt ned på det.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT