Brian Priske håber på boost efter Feyenoords CL-sejr

2. OKT 2024 • 22:06SPORT

Brian Priske satser på, at 3-2-sejren i Girona giver selvtillid og forplanter sig i flere positive resultater.

Den danske fodboldtræner Brian Priske har fået en træg start som cheftræner for den hollandske storklub Feyenoord, men nu håber danskeren, at der er bedre tider på vej.

Onsdag aften vandt hans mandskab 3-2 ude over spanske Girona i en hæsblæsende Champions League-kamp, hvor hans mandskab var bagud, fremtvang to selvmål, mens begge hold brændte straffespark, inden Feyenoord-spillerne til sidst kunne juble.

- Vi viste vores stærke mentalitet. Jeg så mine spillere kæmpe med det rigtige mindset i anden halvleg, da de skulle forsvare vores mål ved at hjælpe og løfte hinanden. Når man ikke har haft resultaterne med sig i en periode, så har man brug for en oplevelse som den her.

- Jeg håber, at en aften som denne giver mine spillere selvtillid. Vi måtte slide i anden halvleg, men vi blev ikke domineret af Girona. Jeg har efterlyst det rette mindset i lang tid, og jeg kunne se det her til aften. Når vi tør at være modige, så spiller vi virkelig god fodbold, siger Priske på et pressemøde efter sejren.

Hans mandskab åbnede turneringen med et 0-4-nederlag hjemme til Leverkusen i første spillerunde.

Hjemme i den hollandske Æresdivision er holdet ubesejret efter seks spillerunder, men det harmonerer ikke med selvforståelsen i Rotterdam-klubben, at fire af opgørene blot er endt uafgjort, så Feyenoord ligger nummer seks.

Den danske cheftræner bemærker også efter sejren i Girona, at det er længe siden, Feyenoords fans har kunnet fejre tre point på fremmed græs i Europas bedste klubturnering.

- Jeg er meget glad, ligesom resten af omklædningsrummet er det. Det er altid rart at vinde, især i Champions League. Jeg er glad på klubbens vegne, for det er første gang i 22 år, at vi vinder en udekamp i Champions League, siger Brian Priske.

Feyenoord kom bagud i det 19. minut, men ved pausen førte Priskes mandskab 2-1 og havde endda brændt et straffespark. Efter pausen brændte Girona et straffespark, men udlignede senere til 2-2 alligevel.

Til sidst vandt Feyenoord 3-2 på et selvmål af Ladislav Krejci, som Priske trænede i Sparta Prag i sidste sæson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT