Sverige i kontakt med dansk regering efter skud ved Israels ambassade

2. OKT 2024 • 12:41UDLAND

Ingen er blevet anholdt efter skud mod ambassade i Stockholm. Episoden fandt sted tirsdag.

Sveriges regering ser "med alvor" på en skudepisode ved Israels ambassade i Stockholm og har etableret kontakt til den danske regering.

Det oplyser den svenske justitsminister, Gunnar Strömmer, onsdag ifølge nyhedsbureauet TT, efter at der har været hændelser nær israelske ambassader i både Sverige og Danmark.

- Jeg ser med alvor på affyringen af skud mod Israels ambassade i Stockholm i går aftes og på hændelserne, som rapporteres fra København her til morgen, siger Strömmer i en skriftlig kommentar til nyhedsbureauet TT.

Onsdag har svensk politi bekræftet, at der var en skudepisode ved ambassaden i Stockholm tirsdag aften.

I løbet af natten til onsdag fandt to eksplosioner sted umiddelbart i nærheden af den israelske ambassade i Hellerup nord for København. Det vides ikke, om ambassaden i Hellerup var målet.

Der er heller ingen oplysninger om en eventuel sammenhæng mellem hændelserne, som finder sted på et tidspunkt, hvor situationen i Mellemøsten er særdeles anspændt.

Den danske justitsminister, Peter Hummelgaard (S), siger til TV 2, at både politiet og PET tager sagen i Danmark meget alvorligt. Han siger også, at det er for tidligt at sige noget om motivet bag.

Til DR bekræfter han, at der har været kontakt med Strömmer.

- Det er klart, at danske myndigheder koordinerer med de svenske, og vi deler efterretninger, ligesom vi på et politisk plan koordinerer og drøfter situationen med hinanden, siger han.

Allerede tirsdag aften omkring klokken 18 blev politi sendt ud til den israelske ambassade i Stockholm, som ligger på Strandvägen centralt i den svenske hovedstad. Det skete, efter at der var meldinger om et højt smæld.

Ingen er blevet anholdt.

- Der er gjort fund, som bekræfter, at der blev affyret skud, siger Rebecca Landberg, som er pressetalsperson hos politiet i Stockholm, til SVT.

Politiet ønsker ikke at oplyse, hvilke fund der er blevet gjort ved ambassaden. Der henvises til, at der fortsat efterforskes.

Sagen efterforskes som groft brud på våbenloven, trusler og fareforvoldelse.

Der er i Sverige blevet truffet en række sikkerhedsforanstaltninger ved ambassader og forskellige trossamfund, oplyser politiet i en e-mail til TT.

Det er sket på baggrund af "eksterne faktorer", lyder det.

Igennem et stykke tid har der været forhøjet sikkerhed ved Israels ambassade i Stockholm. Det skyldes flere hændelser tidligere på året.

I juni blev en 15-årig dreng dømt for groft brud på våbenlovgivningen, da han i maj blev anholdt med en skarpladt pistol i en taxi på vej til ambassaden.

Den efterfølgende aften blev der skudt ved ambassaden.

I januar blev der kastet en håndgranat mod ambassaden. Den blev dog ikke detoneret.

/ritzau/TT

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT