Joe Biden kalder drab på Hizbollah-leder for retfærdigt

28. SEP 2024 • 21:44UDLAND

USA støtter Israels ret til forsvar, siger præsident Joe Biden efter drab på Hizbollah-leder Nasrallah.

USA's præsident, Joe Biden, kalder drabet på Hassan Nasrallah for et udtryk for "retfærdighed" for Hizbollah-lederens mange ofre.

Joe Biden siger samtidig, at USA til fulde støtter Israels ret til at forsvare sig selv mod grupper støttet af Iran.

Den amerikanske præsident har bedt forsvarsminister Lloyd Austin om at forbedre amerikanske styrkers forsvarspositioner i Mellemøsten for at forhindre angreb og reducere risikoen for en bredere krig, siger han.

Hassan Nasrallah blev dræbt fredag i et israelsk angreb i forstaden Dahieh i den sydlige del af Libanons hovedstad, Beirut.

Både Israels militær, IDF, og Hizbollah har lørdag bekræftet, at Nasrallah er død.

Hassan Nasrallah har været den øverste leder i Hizbollah siden 1992, og han betegnes som en af de mest magtfulde personer i Libanon.

Han havde tætte forbindelser til Iran og landet øverste leder, ayatollah Ali Khamanei.

Ayatollah Ali Khamanei har erklæret fem dages landesorg i Iran efter meldingerne om Nasrallahs død.

Tyrkiets udenrigsminister, Hakan Fidan, siger, at Nasrallah var en vigtig person for Libanon og regionen, og at han vil blive svær at erstatte.

I den vestlige verden skaber drabet på Hizbollah-lederen usikkerhed om hele regionens stabilitet.

Ifølge AFP har FN's generalsekretær, António Guterres, sagt, at han er "dybt bekymret over den dramatiske eskalation i Beirut i løbet af de seneste 24 timer".

Den tyske udenrigsminister, Annalena Baerbock, siger til tv-stationen ARD, at situationen i regionen er "ekstremt farlig".

- Der er en risiko for, at hele regionen vil glide yderligere ind i en absolut voldsspiral, siger hun.

Israel har i løbet af lørdag udført nye angreb i Libanon. Et angreb rettet mod forstaden Dahieh har ifølge Israels militær dræbt et højtstående medlem af Hizbollahs efterretningstjeneste.

De israelske angreb mod Libanon har i løbet af 12 dage til og med fredag kostet 1030 mennesker livet, oplyser det libanesiske sundhedsministerium lørdag ifølge nyhedsbureauet dpa.

Angrebene har desuden tvunget omkring en million mennesker på flugt fra deres hjem, siger den libanesiske minister for kriserespons, Nasser Yassin, lørdag.

Det inkluderer ifølge ministeren flere hundrede tusind, som er flygtet siden fredag.

Tidligere lørdag skrev FN's flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, på det social medie X, at over en kvart million mennesker er på flugt fra deres hjem i Libanon.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT