Leon Madsen lukker sæsonen med flot andenplads i Polen

28. SEP 2024 • 21:55SPORT

Leon Madsen styrkede sit kandidatur til næste års VM-serie med en andenplads i polske Torun.

Leon Madsen havde lørdag ryggen mod muren og skulle levere et topresultat i årets sidste grandprix i VM-serien.

Og det lykkedes med en flot andenplads i polske Torun, hvor han kæmpede en drabelig finaledyst med den femdobbelte verdensmester Bartosz Zmarzlik.

Madsen er trods resultatet langt fra sikker på at få én af de 15 pladser i næste års serie. Det krævede placering i den samlede top-6, og det kunne den 36-årige dansker ikke nå uanset sit resultat i Torun.

Men han er med sin samlede niendeplads i spil til et wildcard, og i den sammenhæng tæller lørdagens præstation helt sikkert op. Det var sæsonens anden finaleplads og bedste placering i sæsonen.

Madsen vandt både det første og det sidste af sine fem indledende heats og var indimellem også en tur i gruset.

Han sluttede som nummer seks efter de indledende heats med ni point, og det var således langt fra givet, at han skulle i finalen. Men i semifinalens andet sving fandt Madsen med stor fart i cyklen en vej forbi to kørere og tog forholdsvist sikkert en finalebillet.

I finalen tog Madsen indledningsvist føringen, men Zmarzlik gik langt udenom og i et par omgange var det helt tæt mellem kamphanerne, inden den polske verdensmester slutteligt pressede sig forrest.

Zmarzlik var allerede inden sejren i Torun sikret VM-titlen, men den blev kørt i hus, mens Robert Lambert sikrede sig den samlede andenplads foran Fredrik Lindgren.

Som forventet blev skadede Mikkel Michelsen skubbet væk fra sin sjetteplads i den samlede stilling, og dermed er han ligesom Madsen afhængig af at få et wildcard, hvis han skal med i VM-serien næste år.

Michelsen forventes at have særdeles gode kort på hånden, da han var placeret i toppen inden sit voldsomme styrt i Letland i starten af september.

Danmark kan få en eller flere nye kørere i VM-serien allerede næste lørdag. Her deltager Anders Thomsen, Rasmus Jensen og Frederik Jakobsen i årets kvalifikationsstævne i tjekkiske Pardubice.

Her skal 16 deltagere fordele fire VM-billetter til 2025-sæsonen.

Lykkes det, vil især Leon Madsens muligheder for wildcard nok lide et knæk, i forhold til hvor mange danskere VM-arrangørerne ønsker at have med i serien.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT