Zelenskyj: Trump støtter Ukraine i krigen mod Rusland

28. SEP 2024 • 21:21UDLAND

Jeg har fået direkte information fra Trump om, at han som præsident vil støtte Ukraine, siger Zelenskyj.

Ifølge Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har den republikanske præsidentkandidat i USA, Donald Trump, forsikret ham om, at han støtter Ukraine i krigen mod Rusland.

Zelenskyj fik "meget direkte information" fra Trump om, at han vil støtte Ukraine, hvis han bliver genvalgt som USA's præsident.

Det siger Zelenskyj i et interview med tv-stationen Fox News lørdag.

Den ukrainske præsident var i New York City i forbindelse med FN's årlige generalforsamling og mødtes fredag med Trump bag lukkede døre.

Under mødet præsenterede han Trump for sin plan for, hvordan Ukraine kan vinde krigen.

- Jeg ved ikke, hvad der vil ske efter valget, og hvem der bliver præsident. Men jeg har fået meget direkte information fra Donald Trump om, at han vil være på vores side, at han vil støtte Ukraine, siger Zelenskyj til Fox News.

Han tilføjer, at han ikke ønsker at blande sig i den amerikanske valgkamp.

- Jeg vil ikke miste den ene eller anden del af amerikanerne, siger Zelenskyj.

Trump har tidligere sagt, at han vil samarbejde med både Rusland og Ukraine om at finde frem til en aftale, der kan afslutte krigen.

USA holder præsidentvalg 5. november. Her er Trump oppe imod Demokraternes kandidat, vicepræsident Kamala Harris.

Hun har sammen med præsident Joe Biden støttet Ukraine med store milliardbeløb, siden Rusland invaderede landet i februar 2022.

Trump og flere republikanske politikere i Kongressen har sat spørgsmålstegn ved, hvad USA får ud af sin store milliardstøtte til Ukraine.

Zelenskyj mødtes også med både Biden og Harris under sit besøg i USA.

En kilde i Biden-administrationen har beskrevet Zelenskyjs såkaldte sejrsplan som en ny anmodning om flere våben og en ophævelse af forbuddet mod at bruge langtrækkende missiler fra USA til angreb mod russisk territorie.

Ifølge Zelenskyjs plan vil Rusland i sidste ende lide nederlag i krigen. Men det er en opfattelse, som ikke alle betragter som realistisk.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT