Irans ayatollah opfordrer til konfrontation med Israel

28. SEP 2024 • 18:18UDLAND

Drabet på Hizbollahs leder i Libanon vil føre til Israels ødelæggelse, advarer iransk vicepræsident.

Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, siger, at den dræbte Hizbollah-leder Hassan Nasrallahs død "vil blive hævnet".

Han opfordrer iranere og muslimer generelt til at "stå side om side med det libanesiske folk og det stolte Hizbollah med alle de midler, de har, og hjælpe dem med at konfrontere det onde regime" (Israel, red.).

- Regionens skæbne vil blive bestemt af modstandskræfterne med Hizbollah i spidsen, siger Khamenei lørdag i en udtalelse i statslige iranske medier.

Få timer tidligere havde den militante libanesiske Hizbollah-bevægelse bekræftet, at dens øverste leder gennem de seneste 32 år, Hassan Nasrallah, er dræbt i et israelsk angreb.

Khamenei har erklæret fem dages landesorg i Iran efter drabet på den allierede i Libanon.

Irans vicepræsident, Mohammad Reza Aref, advarer om, at drabet vil føre til Israels "ødelæggelse".

- Vi advarer lederne i besættelsesmagtens regime om, at de uretfærdige blodsudgydelser - særligt på Hizbollahs generalsekretær, Sayyed Hassan Nasrallah, vil føre til deres ødelæggelse, siger Aref ifølge det iranske nyhedsbureau ISNA.

Han tilføjer, at Iran "står sammen med den islamiske modstandsbevægelse".

Irans præsident, Masoud Pezeshkian, retter ifølge statslige iranske medier en anklagende finger mod USA, der længe har forsynet Israel med våben.

Han siger, at USA "ikke kan afvise sin medskyld" i drabet på Hizbollah-lederen.

Talsmanden for Irans udenrigsministerium, Nasser Kanaani, skriver i et opslag på det sociale medie X, at Nasrallahs "kurs vil blive fortsat, og hans hellige mål vil blive realiseret med befrielsen af Jerusalem".

Iranske medier skriver, at også en næstkommanderende fra Irans magtfulde Revolutionsgarde, general Abbas Nilforoushan, er blevet dræbt "ved siden af Nasrallah" i de israelske angreb mod Libanon fredag.

Hizbollah er støttet af Iran og ses af mange som Irans forlængede arm.

Tidligere lørdag meddelte kilder, at ayatollah Khamenei er blevet flyttet til et sikkert sted i Iran, og at der er skærpet sikkerhed omkring ham efter drabet på Nasrallah.

Kilderne tilføjede, at Iran er i konstant kontakt med Hizbollah og andre grupper i regionen for at beslutte, hvad næste skridt bliver.

I Irak siger landets øverste shiamuslimske leder, storayatollah Ali al-Sistani, at han sørger over Nasrallahs død.

Også Hizbollahs kommandant i det sydlige Libanon meldes dræbt. Det siger kilder til AFP.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

28. SEP 2024 • 18:04SPORT
AGF og Randers deler i uskøn affære
FÅ ABONNEMENT