Leverkusen står imod tungt pres og får point mod Bayern

28. SEP 2024 • 20:29SPORT

Bayern München dominerede, men den sidste skarphed manglede, da holdet spillede 1-1 mod Bayer Leverkusen.

Det var nærmest spil til et mål kampen igennem, da Bayern München lørdag aften spillede 1-1 på hjemmebane mod Bayer Leverkusen i Bundesligaen.

Værterne manglede dog den sidste kvalitet i aktionerne, og derfor kom Bayern München ikke tættere på sejren, end da Serge Gnabry to gange i samme sekvens ramte træværket i starten af anden halvleg.

Dermed sætter den sydtyske storklub point til for første gang i indeværende sæson. Bayern München indtager efter fem kampe duksepladsen med 13 point, mens Leverkusen ligger nummer tre med ti point.

Leverkusen, der i seneste sæson blev suveræn tysk mester og undervejs tog fire point i de to indbyrdes møder med Bayern München, viste ikke samme styrke lørdag.

Bayern München sad fra start på begivenhederne og prøvede at brodere sig gennem Leverkusen, der stod langt tilbage på banen.

Alligevel var det Leverkusen, der åbnede målscoringen efter en lille halv time.

Et hjørnespark fra gæsterne endte i fødderne på Robert Andrich, der på førsteberøringen sparkede Leverkusen i front.

Det var en af få gange i opgøret, at gæsterne var i nærheden af Bayern München-målet.

Hjemmeholdet sad på næsten alt, og små ti minutter efter gæsternes føringsmål kostede det for Leverkusen, at holdet stod så dybt.

En svag Leverkusen-clearing endte hos Aleksandar Pavlovic, der foran gæsternes målfelt tog bolden ned med brystet og flugtede den op i målhjørnet. Lukas Hradecky i målet havde lappen på forsøget, og en stærkere hånd havde forhindret scoringen.

Den store Bayern München-dominans fortsatte, og knap var holdene kommet ud af omklædningsrummet efter pausen, før det for alvor brændte på hos gæsterne.

Serge Gnabry tilspillede sig en dobbeltchance, men Bayern München-kanten sendte først bolden på stolpen, inden han bagefter ramte overliggeren.

Leverkusen stod fortsat dybt, og der var langt mellem gæsternes besøg på hjemmeholdets banehalvdel.

Som afslutningen nærmede sig, blev hjemmeholdets tryk mere intenst mod Leverkusen-målet, men gæsterne stod imod og sikrede et point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT