Hizbollah melder at have angrebet mål i Israel

28. SEP 2024 • 13:00UDLAND

Israel har sagt, at man har dræbt Hizbollahs øverste leder. Nu melder Hizbollah om angreb mod mål i Israel.

Hizbollah oplyser, at bevægelsen med missiler har angrebet flere mål i Israel som svar på israelske angreb i Libanon.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at Israels militær har sagt, at man har dræbt Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah.

Den libanesiske bevægelse har ikke kommenteret oplysningen.

Hizbollah er støttet af Iran.

Landet er i løbende kontakt med bevægelsen samt andre lignende grupper om, hvad næste skridt skal være efter den israelske melding om Nasrallah.

Det oplyser to regionale embedsmænd, der er blevet orienteret af Irans regering, til Reuters.

Det oplyses også, at Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, er blevet flyttet til et andet sted i landet, hvor der er højere sikkerhed.

Lørdag kommer lederen med en opfordring til muslimer om, at "stå ved Libanons folk og det stolte Hizbollahs side med de midler, de har, og hjælpe dem med at konfrontere det onde styre" - med henvisning til Israel.

- Denne regions skæbne vil blive bestemt af modstandsstyrkerne, med Hizbollah i spidsen, siger Khamenei i en erklæring ifølge Reuters.

Lørdag har den israelske oberstløjtnant Nadav Shoshani udtalt til en pressebriefing, at "vi håber, at dette vil ændre Hizbollahs handlinger".

Derudover lød det, at bevægelsen har udført angreb "mod os i et år".

- Det er sikkert at antage, at de vil fortsætte med at udføre deres angreb mod os eller forsøge at gøre det, sagde han ifølge Reuters.

Israels angreb mod Libanon er blevet optrappet markant de seneste knap to uger.

Den 17. september eksploderede en lang række personsøgere hos Hizbollah-medlemmer, og dagen efter skete det samme i walkie-talkier.

Libanon har anklaget Israel for at stå bag de koordinerede eksplosioner. Israel har ikke officielt påtaget sig skylden.

Israels angreb mod Libanon og Hizbollah foregår, samtidig med at Israel er i krig mod den militante bevægelse Hamas i Gazastriben.

Krigen blev udløst af Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober for snart et år siden.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT