Forsker: Drab på Hizbollah-leder kan få kæmpe betydning

28. SEP 2024 • 12:42UDLAND

Hvis Israel har dræbt den øverste Hizbollah-leder, vil det påvirke gruppen og støtter, vurderer seniorforsker.

Israel har lørdag meddelt, at man har dræbt Hizbollahs øverste leder, Hassan Nasrallah, i et luftangreb.

Hvis det viser sig at være sandt, vil det have en kæmpe betydning for både Israel og Hizbollah, vurderer Helle Malmvig, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (Diis).

- Hvis Israel har fået ram på Hassan Nasrallah, er det selvfølgelig et kæmpe symbolsk og psykologisk slag for Hizbollah, og man har samtidig sat en meget karismatisk og vigtig leder ud af spillet, siger hun.

Hizbollah har lørdag ved middagstid ikke bekræftet oplysningen.

Men en anonym kilde tæt på den libanesiske gruppe har sagt til nyhedsbureauet AFP, at kontakten med Nasrallah gik tabt fredag aften.

- På den korte bane vil Hizbollah være fuldstændig i knæ, fordi der både er blevet gået efter højtstående kommandører, der har været de her personsøgerangreb og massive bombardementer, og nu er deres leder måske også blevet ramt, siger Helle Malmvig.

- Det vil have betydning både organisatorisk, kommunikationsmæssigt og psykologisk. Deres støtter i Libanon og store dele af Mellemøsten vil formentlig være oprørte og ramte af sorg og vrede.

Ser man længere ud i fremtiden, kommer det dog ikke til at slå den libanesiske gruppe ud, mener seniorforskeren.

- Hizbollah er en kæmpestor bevægelse med masser af medlemmer, og man vil finde en ny leder og nye kommandører. Det er ikke sådan, at Hizbollah bliver udslettet af det her, men det er selvfølgelig en alvorlig svækkelse, siger hun.

Israels angreb mod Hizbollah er optrappet markant de seneste uger med blandt andet israelske angreb mod Libanons hovedstad, Beirut.

Hvis oplysningerne om drabet på Hassan Nasrallah er sande, er det ifølge Helle Malmvig en kæmpe sejr for Israel.

- Det viser også, hvor gode Israels efterretninger er, hvis det er lykkedes for dem at få ram på ham, siger hun.

Hizbollah oplyser lørdag, at man med missiler har angrebet flere mål i Israel som modsvar på det israelske angreb i Libanon. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Helle Malmvig vil ikke kommentere, hvad der kommer til at ske i regionen herfra.

- Men Hizbollah er oprindeligt opstået ud af en krig med Israel og er støttet af Iran. Så hvad der kommer til at ske, hvem der bliver leder, og hvordan man svarer igen, vil ske i tæt koordination med Teheran (Irans hovedstad, red.), siger hun.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT